Først plukkede jeg kameraerne fra min ekstra EVA-dragt. Det krævede forsigtighed; jeg skulle nødig ødelægge dragten, som er min eneste i reserve. Jeg fjernede kameraerne og ledningerne til deres memory chips.
Jeg lagde en strømmåler i en lille prøveboks og limede derefter et kamera fast på undersiden af låget. Da jeg forseglede boksen, var kameraet sat til at optage udskriften på strømmåleren.
Jeg brugte roverstrøm til at teste. Men hvordan vil mit kamera få strøm, når jeg efterlader den på overfladen? Det vil være forbundet med en to kvadratmeter stor solcelle! Det giver mere end tilstrækkelig energi. Jeg lagde endda et lille genopladeligt batteri i boksen, så der er strøm til natten (igen noget jeg plukkede fra min ekstra EVA-dragt).
Det næste problem var varme, eller rettere mangel på samme. Så snart jeg tager anordningen ud af roveren, vil den meget hurtigt køle ned. Hvis det bliver for koldt, holder elektronikken op med at virke.
Så måtte jeg finde en varmekilde. Mit elektroniksæt gav mig svaret: Elektrisk modstand. Mange af dem. Modstande varmer op. Det er simpelthen, hvad de gør. Kameraet og strømmåleren skal kun bruge en brøkdel af, hvad en solcelle kan frembringe. Resten af energien går gennem modstandene.
Jeg fremstillede og testede to ”aflæsningskameraer” og sikrede mig, at billederne blev ordentligt optaget.
Så gik jeg ud på en EVA. Fjernede to at mine solceller og sluttede dem til kameraerne. Jeg lod dem stille og roligt optage aflæsningen i en time, hvorefter jeg hentede dem for at se resultatet. De fungerede fint.
Nu er natten så småt ved at falde på. I morgen tidlig efterlader jeg en aflæser her, før jeg kører mod syd.
Jeg lod oxygenatoren køre, mens jeg arbejdede (hvorfor ikke?). Nu er der tanket helt op med O2, og jeg er klar til afgang.
Solcelle-effektiviteten var i dag 92,5 procent. Det skal sammenlignes med i gårsdagens aflæsning på 97 procent. Det bekræfter, at stormen bevæger sig fra øst mod vest, eftersom stormen havde den højeste tæthed mod øst i går.
Det vil sige, at lige nu falder niveauet af sollys i dette område med 4,5 procent per sol. Hvis jeg blev her i endnu 16 sole, ville det bliver mørkt nok til at tage livet af mig.
Godt det samme, at jeg ikke bliver hængende.
LOG NOTAT: SOL 478
Alt gik efter planen i dag. Ingen hurdler. Jeg kan ikke afgøre, om jeg kører dybere ind i stormen eller ud af den. Det er svært at skelne, om lyset er blevet svagere eller skarpere end i går. Den menneskelige hjerne arbejder hårdt på at udligne den slags.
Jeg efterlod en strømniveau-aflæser, da jeg startede ud. Efter 40 kilometers rejse stik syd tog jeg en hurtig EVA, for at sætte endnu en ud. Nu har jeg kørt de planlagte 80 kilometer, sat mine solceller ud til opladning, og jeg overvåger wattforbruget.
I morgen kører jeg tilbage i mit eget spor og henter aflæsningskameraerne. Det kan blive farligt; jeg kører direkte tilbage i et ukendt stormområde. Men gevinsten vil være risikoen værd.
For at tale om noget andet, så lad mig nævne, at jeg er led og ked af kartofler. Du almægtige, hvor er jeg træt af kartofler. Hvis jeg nogensinde vender tilbage til Jorden, vil jeg købe mig et pænt lille hus i Vestaustralien. Hvorfor? Fordi det ligger på den anden side af Jorden i forhold til Idaho.
Jeg nævner det, fordi jeg spiste en måltidspakke i dag. Jeg havde gemt fem pakker til særlige lejligheder. Jeg spiste den første af dem for niogtyve sole siden, da jeg satte ud mod Schiaparelli, men jeg glemte fuldstændig at spise den anden, da jeg var nået halvvejs for fem sole siden. Så nu har jeg nydt min forsinkede halvvejs-delikatesse.
Under alle omstændigheder er det nok også mere passende at spise den i dag. Hvem ved, hvor længe det vil tage mig at komme udenom denne storm? Og hvis det ender med, at jeg bliver fanget i stormen og alt håb er ude, kaster jeg mig totalt over de andre øremærkede måltider.
LOG NOTAT: SOL 479
Kender I det med, at man kommer til at køre ned ad den forkerte motorvejstilkørsel? Man skal bare køre til den næste afkørsel og vende om, men man er ved at rådne op hele vejen, fordi man bevæger sig væk fra sit mål.
Sådan har jeg haft det hele dagen. Nu er jeg tilbage, hvor jeg startede i går morges. Argh!
Jeg hentede aflæsningskameraet, jeg efterlod på halvvejsmærket, og nu har jeg lige samlet det op, som jeg lod ligge her i går.
Begge kameraer virkede præcis, som jeg havde håbet. Jeg downloadede deres respektive videooptagelser på en laptop og spolede frem til middagstid. Endelig havde jeg en samtidig aflæsning af sollysets effektivitet fra tre lokationer langs en 80-kilometers distance.
Ved middagstid i går viste den nordligst placerede kameraoptagelse et effektivitetstab på 12,3 procent, det midterst placerede kamera viste 9,5 procents tab, og roveren havde optaget et 6,4 procents tab fra sin sydligste lokation. Det tegner et ret klart billede: stormen befinder sig nord for mig. Og jeg har allerede regnet ud, at den bevæger sig mod vest.
Jeg burde altså være i stand til at undgå den ved at styre sydpå et stykke tid, mens jeg lader den passere mig nordover, hvorefter jeg igen kan dreje mod øst.
Langt om længe godt nyt. Sydøst er lige der, hvor jeg vil hen. Jeg kommer ikke til at miste meget tid.
Suk! I morgen bliver jeg nødt til at køre den samme røvsyge tur for tredje gang.
LOG NOTAT: SOL 480
Jeg tror, jeg er ved at overhale stormen.
Efter at have kørt langs Mars Hovedvej 1 hele dagen, er jeg tilbage på gårsdagens campingplads. I morgen vil jeg endelig bevæge mig fremad mod målet igen. Jeg var færdig med dagens køretur og havde slået lejr ved middagstid. Effektivitetstabet her ligger på 15,6 procent. Sammenlignet med underskuddet på 17 procent fra i går, betyder det, at jeg kan overhale stormen så længe, jeg styrer mod syd.
Forhåbentlig.
Stormen er sandsynligvis cirkulær. Det plejer de at være. Men måske kører jeg bare ind i stormens øje. Hvis det er tilfældet, er jeg en fucking død mand, okay? Der er grænser for, hvad jeg kan stille op.
Jeg finder snart ud af det. Hvis stormen er cirkulær, burde jeg få en stigende effektivitet for hver dag, indtil jeg er oppe på 100 procent igen. Når jeg kommer helt derop, betyder det, at jeg er sluppet ud syd for stormen og kan begynde at dreje østover igen. Vi får at se.
Hvis der ikke var nogen storm, ville jeg køre direkte sydøst mod mit mål. Eftersom jeg kun kører mod syd, kommer jeg ikke nær så hurtigt frem. Jeg tilbagelægger som sædvanlig 90 kilometer om dagen, men jeg når kun 37 kilometer nærmere Schiaparelli, fordi Pythagoras er en båtnakke. Jeg ved ikke, hvornår jeg endegyldigt er undsluppet stormen og atter kan bevæge mig i direkte linje mod Schiaparelli. Men én ting er sikker: Min plan om at nå frem på sol 494 holder ikke.
Sol 549. Der kommer de for at hente mig. Hvis jeg ikke når det, vil jeg tilbringe resten af mit meget korte liv her. Og jeg skal oven i købet også have ordnet modifikationerne på MAV’en før da.
LOG NOTAT: SOL 482
Luft Dag. Tid til at slappe af og tænke over tingene.
Som afslapning læste jeg firs sider af Agatha Christies Solen var vidne fra Johanssens e-bogsamling. Jeg tror, Linda Marshall er morderen.
Hvad tænkning angår spekulerede jeg på, hvornår jeg mon slipper ud af den skide storm.
Jeg bevæger mig stadig stik syd hver dag og må fortsat konstatere energitab (selvom jeg holder mig på forkant med det). For hver dag med det pis kommer jeg kun 37 kilometer nærmere MAV’en i stedet for 90. Det driver mig til vanvid.
Jeg overvejede at springe Luft Dagen over. Jeg ville være i stand til at køre et par dage mere, før jeg løb tør for oxygen, og det er afgørende at slippe væk fra stormen. Men jeg droppede det. Jeg er så langt forud for stormen, at jeg har råd til en dag uden at bevæge mig. Jeg ved heller ikke om et par dage mere ville hjælpe. Hvem ved, hvor langt sydover stormen strækker sig?