Tja, NASA ved det sikkert. Og nyhedskanalerne på Jorden viser det velsagtens. Der var nok også et website, der hedder noget i retning af www.se-mark-watney-dø.com. Der må være noget i retning af hundrede millioner mennesker, der ved nøjagtig, hvor langt sydover den rækker.
Jeg er bare ikke en af dem.
LOG NOTAT: SOL 484
Endelig. Jeg er ENDELIG kommet ud af den forbandede storm. Genopladningen var i dag på 100 procent. Ikke mere støv i luften. Eftersom stormen bevæger sig vinkelret i forhold min kørselsretning, betyder det, at jeg er syd for skyens sydligste punkt (forudsat, at det er en cirkulær storm. Hvis ikke, så fuck).
Når jeg starter ud i morgen, kan jeg køre direkte mod Schiaparelli. Det er godt, for jeg har mistet en masse tid. Jeg kørte 540 kilometer stik syd for at undvige stormen. Jeg er katastrofalt ude af kurs.
Men værre er det heller ikke, må jeg minde om. Jeg er et godt stykke inde i Terra Meridiani nu, og kørslen er lidt lettere her end på Arabia Terras ujævne, røvbumpende terræn. Schiaparelli ligger næsten stik øst og, hvis mine kalkulationer med sekstant og ved observation af Phobos ellers er korrekte, har jeg endnu 1030 kilometer tilbage for at nå frem.
Medregnet Luft Dage og anslået tilbagelagt distance på 90 kilometer per sol, burde jeg ankomme på sol 498. Det er egentlig ikke så dårligt. Den Næsten-Mark-Dræbende storm opnåede kun at forsinke mig med fire sole.
Jeg har stadig fireogfyrre sole til at udføre de MAV-modifikationer, som NASA har i tankerne.
LOG NOTAT: SOL 487
Jeg begynder at øjne en opportun vinkel. Og med ”opportun” mener jeg helt specifikt Opportunity.
Jeg blev skubbet så langt ud af kurs, at jeg faktisk ikke er langt væk fra Mars-udforskningsroveren Opportunity. Den befinder sig omkring 300 kilometer herfra. Jeg kunne nå frem til den på rundt regnet fire sole.
Hold kæft, det er fristende. Hvis jeg kunne få Opportunitys radio til at virke, ville jeg være i kontakt med menneskeheden igen. NASA kunne give mig min nøjagtige position til hver en tid samt den bedste kurs. De kunne også advare mig, hvis der var endnu en storm på vej mod mig, og i det hele taget bare passe på mig.
Men hvis jeg skal være ærlig, er det ikke den virkelig grund til, at jeg er så ivrig. Jeg er elendig over at være helt på egen hånd, for pokker! Da jeg fik Pathfinder til at fungere, blev det en vane for mig at kunne tale med Jorden. Det bånd forsvandt, fordi jeg støttede en boremaskine mod den forkerte arbejdsbænk, og nu er jeg alene igen. Det kunne jeg lave om på i løbet af kun fire sole.
Men det er en irrationel, tåbelig tanke. Jeg er kun elleve sole væk fra MAV’en. Hvorfor køre en omvej for at grave endnu et rovervrag op, så det kan bruges som en interimistisk radio, når jeg kan få et splinternyt, perfekt fungerende kommunikationssystem inden for et par ugers tid?
Okay så. Uanset hvor fristende en tanke det er, at jeg befinder mig indenfor rækkevidde af endnu en rover (Manner, hvor har vi forurenet denne planet med dem), vil det ikke være et smart træk.
Desuden har jeg vist vanhelliget tilstrækkelig mange fremtidige historiske lokaliteter for denne gang.
LOG NOTAT: SOL 492
Jeg må til at tænke lidt over soveværelset.
Lige nu kan jeg kun have det sat op, når jeg er inde i roveren. Eftersom det er koblet på luftslusen, kan jeg ikke komme ud, så længe det er der. Her på rejsen gør det ikke noget, fordi jeg under alle omstændigheder skal folde det sammen hver dag. Men når jeg kommer til MAV’en, skal jeg ikke køre omkring længere. Hver gang soveværelset udsættes for skiftevis tryktab og tryk, belastes sammenføjningerne (den lektie lærte jeg på den hårde måde, da Hab’et røg i luften), så det vil være bedst, hvis jeg kan finde ud af at undgå det.
Hold da kæft, det gik lige op for mig, at jeg rent faktisk tror på, at jeg når frem til Mav’en. Fik I den? Jeg snakkede afslappet om, hvad jeg vil gøre, når jeg kommer frem til MAV’en. Som om det er en tur i parken. Ikke noget at hidse sig op over. Jeg triller da lige til Schiaparelli og ser til MAV’en.
Fedt.
Nå, men jeg har ikke nogen luftsluse i reserve. Jeg har én på roveren og én på traileren. Det er det. De er faste installationer, så jeg kan ikke bare pille en af og montere den på soveværelset.
Men jeg kan forsegle soveværelset fuldstændig. Jeg behøver ikke engang at skære i det. Luftslusens tilkobling har en flap, jeg kan rulle ud og forsegle åbningen med. Husk på, jeg snuppede den tilkobling fra et pop-up telt, og den fungerer som nødforanstaltning ved tryktab, mens man er roveren. Så selvfølgelig kan den forsegle sig selv; den ville ikke være til megen nytte ellers.
Desværre er den i sin egenskab af nødforanstaltning ikke beregnet til genbrug. Tanken er, at folk skal have mulighed for forsegle sig inde i pop-up teltet, mens den øvrige del af besætningen så kan komme til undsætning i den anden rover. Besætningen i den velfungerende rover kobler herefter pop-up teltet af den skadede rover, og tilkobler det på deres. Så skærer de sig igennem forseglingen og befrier deres kammerater på den anden side.
For at sikre, at dette altid skulle være muligt, dikterede missionsreglerne, at der ikke måtte være flere end tre personer i en rover på samme tid, samt at begge rovere skulle være fuldt funktionsduelige, da vi ellers ikke måtte bruge nogen af dem.
Her kommer min fremragende plan: Så snart jeg når frem til MAV’en, vil jeg ikke bruge soveværelset som soveværelse længere. Jeg vil bruge det til opbevaringssted for oxygenatoren og den atmosfæreiske regulator. I stedet vil jeg bruge traileren som soveværelse. Smart, ikke?”
Traileren har masser af plads. Jeg knoklede jo som en gal for at arrangere tingene sådan. Ballonen giver en masse plads i højden. Der er ikke meget gulvplads, men dog et stort vertikalt frirum.
Soveværelset har desuden adskillige ventilåbninger i sit lærred. Det kan jeg takke Hab’ets design for. Lærredet, jeg stjal fra det, har ventilåbninger (tre gange flere end nødvendigt, faktisk). NASA ville sikre, at Hab’et ville kunne genopfyldes udefra, hvis det skulle kræves.
Det ender med at blive sådan, at jeg forsegler soveværelset med oxygenatoren og den atmosfæriske regulator derinde. Det bliver så forbundet med traileren via slanger for at kunne dele den samme atmosfære, og så vil jeg desuden føre en strømledning derind via en af slangerne. Roveren skal bruges til opbevaring (fordi jeg ikke længere har behov for at kunne komme til betjeningsudstyret), og traileren vil være helt tom. Dermed har jeg et blivende soveværelse. Jeg kan endda også bruge det til værksted for de MAV-modifikationer, jeg skal lave på dele, der kan komme igennem trailerens luftsluse.
Hvis den atmosfæriske regulator eller oxygenatoren får problemer, bliver jeg nødt til at skære mig vej ind til soveværelset for at komme til dem. Men nu har jeg været her i 492 sole, og de har fungeret fint i al den tid, så jeg tager chancen.
LOG NOTAT: SOL 495
I morgen er jeg fremme ved indgangen til Schiaparelli!
Altså forudsat at der ikke går noget galt. Men hvad pokker, det hele er jo gået så fint på denne misision, ikke sandt? (Det var sarkasme.)
I dag er en Luft Dag, og for en gangs skyld vil jeg helst være fri. Jeg er så tæt på Schiaparelli, at jeg nærmest kan smage det. Det ville nok smage mest af sand, men det er irrelevant.
Det betyder selvfølgelig ikke, at turen er slut. Det vil tage endnu tre sole at køre fra kraterindgangen til MAV’en, men for pokker! Jeg er der næsten!