Jeg tror endda, jeg kan se kanten af Schiaparelli. Den ligger helvedes langt ude i horisonten, og måske er det bare noget, jeg bilder mig ind. Den er 62 kilometer væk, så hvis jeg ser den, er det kun som den svagest tænkelige silhuet.
Når jeg i morgen er fremme ved kraterindgangen, drejer jeg sydover og kører ind i Schiaparellis kraterbund via ”indgangsrampen”. Jeg har lavet lidt hurtig hjernegymnastik og er nået frem til, at skråningen burde være til at håndtere. Højdeforskellen fra kant til kraterbund er 1,5 kilometer, og ”rampen” er mindst 45 kilometer lang. Det giver en hældningsprocent på to grader. Den klarer jeg.
I morgen aften vil jeg synke ned til et nyt lavpunkt!
La’ mig lige omformulere det …
I morgen aften når jeg bunden!
Nej, det lyder heller ikke så godt …
I morgen aften vil man kunne finde mig i Giovanni Schiaparellis yndlingshul!
Okay, det er fis. Hygger mig bare.
Gennem millioner af år havde kraterkanten været konstant udsat for vind. Den eroderede klippekammen på samme måde, som en flod skærer sig igennem en bjergkæde. Efter æoner blev kanten til sidst gennembrudt.
Højtrykszonen, som var skabt af vinden, havde nu en korridor, hvorigennem den kunne æde sig videre frem. Bruddet gabte mere og mere for hvert årtusinde. Og jo mere gabet voksede, jo mere støv og jo flere sandpartikler blev båret med den hærgende vind; alt samlede sig i nede i kraterbunden.
Til sidst blev der nået et balancepunkt. Sandet havde hobet sig så højt op, at det flugtede med terrænet udenfor krateret. Mængden hobede sig ikke længere op, men bredte sig ud til siderne. Skråningen forlængedes indtil et nyt balancepunkt blev nået, et punkt defineret af de komplekse interaktioner af utallige, bittesmå partikler og deres evne til at bevare hobens skråtstillede vinkel. Indgangsrampen var skabt.
Vejret dannede klitter og ørkenterræn. Nærliggende kratere leverede sten og klippeblokke. Formen blev ujævn.
Tyngdekraften gjorde sit arbejde. Med tiden blev rampen presset sammen. Men den blev ikke presset jævnt. Forskellige densiteter blev trykket sammen i forskellig takt. Nogle områder blev hårde som sten, mens andre forblev bløde som pudder.
Selvom den kun manifesterede sig med en begrænset gennemsnitlig hældning ind i krateret, var selve rampen bumlet og frygtelig ujævn.
Da han nåede Entrance Crater, drejede den ensomme beboer på Mars sit køretøj mod Schiaparelli Basin. Rampens vanskelige terræn var uventet, men ikke værre end de mange andre steder, han rutineret havde navigeret sig igennem.
Han kørte udenom de mindre klitter og forcerede forsigtigt de større. Han var påpasselig med hvert eneste sving, hvert højdedrag eller niveaufald, samt hver en klippeblok på sin vej. Han gennemtænkte hver eneste kurs og overvejede alle alternativer.
Men det var ikke nok.
Da roveren var på vej ned ad en tilsyneladende harmløs skråning, kørte den ud over en usynlig kant. Den sammenpressede, hårde jordbund blev pludselig erstattet af fint pudderagtigt sand. Da hele overfladen var dækket af mindst et fem centimetertykt støvlag, var der ingen visuelle tegn på den pludselige forandring.
Roverens venstre forhjul sank ned. Det pludselig tilt hævede det højre baghjul helt op over jorden. Dette øvede forstærket tryk på det venstre forhjul, der helt mistede grebet og for alvor sank ned i pudderlaget.
Før den rejsende kunne nå at reagere, vippede roveren om på siden. Da det skete, fløj de pænt stablede solceller på taget af og spredtes som et tabt sæt spillekort.
Traileren, der var fastgjort til roveren via et anhængertræk, blev slæbt med. Anhængertrækket fik et vrid så voldsomt, at det stærke kompositmateriale knækkede som en tør kvist. Slangerne, der forbandt de to køretøjer, brast også. Traileren røg på næsen i det bløde jordlag, slog en kolbøtte og rutsjede videre frem på sit ballontag, indtil den endelig lå stille.
Roveren var ikke så heldig. Den fortsatte sin tumletur hele vejen ned ad bakken, mens den rejsende blev kastet rundt i kabinen som tøj i en tørretumbler. Efter tyve meter blev det bløde pudder erstattet af mere fast sand, som lidt efter lidt standsede roverens styrt.
Den endte liggende på siden. Ventilerne, til de nu manglende slanger, havde registreret det pludselige tryktab og lukket sig. Trykforseglingen var intakt.
Den rejsende var i live, for øjeblikket.
Kapitel 24
Afdelingscheferne stirrede på satellitbilledet, der blev forstørret på projektorlærredet.
”Åh, Gud,” sagde Mitch. ”Hvad fanden skete der?”
”Roveren ligger på siden,” sagde Mindy og pegede på skærmen. ”Traileren ligger på hovedet. De rektangler, der ligger spredt ud over det hele, er solceller.
Venkat tog sig til hagen. ”Ved vi noget om, hvordan roverens trykkabine klarede det?”
”Der er ingen synlige tegn, vi kan tolke,” sagde Mindy.
”Noget der tyder på, at Watney har været aktiv efter ulykken? Ude på en EVA, måske?”
”Ingen EVA,” sagde Mindy. ”Det er klart vejr. Hvis han havde været ude, ville vi kunne se fodspor.”
”Er det hele ulykkesområdet, vi ser her?” spurgte Bruce Ng.
”Det vil jeg mene,” sagde Mindy. ”Oppe i toppen af fotografiet — det er nord — kan vi se normale hjulspor. Og lige her,” sagde hun og pegede på et område med voldsom forstyrrelse af jordlaget, ”er, hvor jeg tror, det begyndte at gå galt. At dømme efter placeringen af den grøft, vil jeg sige, at roveren rullede og gled videre derfra. Man kan se fordybningen, den efterlod. Traileren tippede forover og endte med lægge sig med taget nedad.”
”Nu siger jeg ikke, at alt er okay,” sagde Bruce, ”men jeg tror ikke, det er så slemt som det ser ud.”
”Fortsæt,” sagde Venkat.
”Roverne er skabt til at kunne tåle en rulletur,” forklarede Bruce. ”Og hvis der opstod trykfald, ville der være et stjerneformet mønster i sandet. Jeg kan ikke se noget, der ligner.”
”Watney ligger måske derinde og er kommet til skade,” sagde Mindy. ”Han kan have slået sit hoved, brækket en arm eller noget andet.”
”Sagtens,” sagde Bruce. ”Jeg siger også kun, at roveren sandsynligvis er okay.”
”Hvornår blev det taget?”
Mindy så på sit ur. ”Vi fik det for sytten minutter siden. Vi får et skud mere om ni minutter, når MGS4 får området i fokus på sin bane.”
”Det første han vil foretage sig, er en EVA for at gøre status over skaderne,” sagde Venkat. ”Mindy, hold os informeret om alt, hvad der sker.”
LOG NOTAT: SOL 498
Hmm.
Okay.
Det gik ikke så godt med nedstigningen til Schiaparellis kraterbund. For at give jer et indtryk af, hvor lidt godt det gik, ligger jeg lige nu og rækker op til computeren for at skrive dette. Den er nemlig stadig monteret lige ved styretøjet, og roveren ligger på siden.
Jeg blev kastet ordentligt rundt, men jeg er altid toptunet og beredt på krisesituationer. Så snart roveren væltede, rullede jeg mig sammen og søgte ly. Jeg er en rigtig actionhelt.
Og det virkede. Jeg er nemlig ikke kommet til skade.
Trykkabinen er intakt, så det må siges at være en fordel. Ventilerne, der holdt på trailerslangerne, er lukkede. Det betyder formentlig, at slangerne er faldet af. Hvilket igen betyder, at anhængertrækket gav efter. Pragtfuldt.
Når jeg kaster blikket rundt over interiøret herinde, tror jeg ikke, at noget er gået i stykker. Vandtankene er stadig forseglede. Der er ingen synlig lækage fra lufttankene. Soveværelset har foldet sig ud og er slet ikke til at holde styr på, men det er bare lærred, så det kan ikke være alt for molesteret.