Styretøjet og kørselsinstrumenterne er okay, og navigationscomputeren fortæller mig, at roveren ligger i en ”uacceptabelt farlig vinkel.” Tak, Nav!
Jeg tog altså en rulletur. Det er ikke verdens ende. Jeg er i live og roveren har det fint. Jeg er mere bekymret for solcellerne, som jeg sandsynligvis rullede henover. Og eftersom traileren rev sig løs, er der en god chance for, at den også er gået i smadder. Ballontaget er ikke ligefrem lavet til den behandling. Hvis der er gået hul på det, vil alt, hvad der er pakket derinde, være spredt i alle retninger og det betyder, at jeg skal ud at lede. Det er mine livsvigtige apparater.
Nu vi taler om livsretholdende systemer, så skiftede roveren til sine interne tanke da ventilerne lukkede sig. God dreng, Rover! Her, snup en Scooby Snack.
Jeg har tyve liter oxygen (nok til at jeg kan trække vejret i fyrre dage), men uden regulatoren (som er i traileren) må jeg igen gøre brug af kemisk CO2-opsugning. Jeg har filtre nok til 312 timer. Dertil har jeg yderligere 171 timer med EVA-dragtens CO2-filtre. Alt i alt giver det mig 483 timer, hvilket næsten svarer til tyve sole. Jeg har altså tid nok til at få tingene til at fungere igen.
Jeg er så fandens tæt på Mav’en nu. Omtrent 220 kilometer. Jeg nægter, at lade noget forhindre mig i at nå dertil. Jeg har ikke behov for, at alting fungerer optimalt længere. Jeg skal bare have have roveren til at æde sig igennem 220 kilometer mere, og de livsopretholdende systemer skal yde deres del i endnu femoghalvtreds dage. Det er alt.
Tid til at komme i dragten og lede efter traileren.
LOG NOTAT: SOL 498 (2)
Jeg har været ude på en EVA, og det ser ikke så slemt ud. Men dermed siger jeg ikke, at det er godt.
Jeg ødelagde tre solceller. De ligger under roveren og ligner noget, der er løgn. De vil måske kunne klemme nogle få watt ud, men det er nok for meget at håbe på. Heldigvis fandt jeg plads til at medbringe en ekstra solcelle på rejsen. Jeg havde brug for otteogtyve til mine daglige operationer, og jeg medbragte niogtyve (fjorten på roverens tag og otte på de tilbyggede afsætningskanter, jeg installerede på siderne af begge køretøjer).
Jeg prøvede at vælte roveren tilbage på højkant, men jeg var ikke stærk nok. Jeg er nødt til at finde på en form anordning, der kan bruges som vægtstang. Udover at den ligger på siden, kan jeg ikke se nogen alvorlige problemer.
Okay, det er ikke helt korrekt. Trækkrogen er totalsmadret. Halvdelen af den er flået helt af. Heldigvis har traileren sit eget anhængertræk, så jeg har et i reserve.
Traileren ligger meget uheldigt; væltet helt rundt, hvilende på sit ballontag. Jeg ved ikke, hvilken gud der smilede ned til mig og forhindrede ballonen i at briste, men jeg er taknemmelig. Min første prioritet er, at gøre noget ved det. Jo længere tid, der er belastning på den ballon, desto større er risikoen for, at den brister.
Mens jeg var ude, samlede jeg de seksogtyve solceller, der ikke ligger under roveren, og satte dem til at genoplade mine batterier. Det kan man lige så godt, ikke?
Lige nu har jeg altså nogle problemer at tage mig af: For det første skal jeg have traileren på ret køl, eller i det mindste sørge for at fjerne vægten fra ballonen. Dernæst skal jeg have roveren på ret køl. Til sidst skal jeg erstatte roverens trækkrog med trailerens.
Desuden burde jeg skrive en besked til NASA. De må være bekymrede.
Mindy læste morsekoden højt.
”RULLEDE RUNDT. REPARERER.”
”Hvad? Var det alt?” spurgte Venkat i telefonen.
”Det er alt, hvad han sagde,” rapporterede hun med telefonen fastklemt under hagen, mens hun skrev en e-mail til listen af interesserede parter.
”Bare tre ord? Intet om hans fysiske tilstand? Hans udstyr? Hans forsyninger?”
”Der fik du mig,” sagde hun. ”Han har leveret en detaljeret statusrapport. Jeg besluttede mig bare for at lyve uden nogen grund.”
”Vittigt,” sagde Venkat. ”Spil du bare smart over for en chef syv niveauer over dig og se, hvad du får ud af det.”
”Åh, nej,” sagde Mindy. ”Risikerer jeg nu at miste mit job som interplanetarisk voyeur? Så må jeg nok finde noget andet at bruge min mastergrad til.”
”Jeg kan huske dengang, du var genert.”
”Nu er jeg en rum-paparazzi. Attituden følger med jobbet.
”Ja, ja, ja,” sagde Venkat. ”Send nu bare den e-mail.”
”Den er allerede sendt.”
LOG NOTAT: SOL 499
Jeg har haft en travl dag og fået meget fra hånden.
Jeg var ret mørbanket til at begynde med. Jeg var nødt til at sove på roverens væg. Soveværelset virker ikke, når luftslusen vender opad. Jeg fik dog lidt nytte af det, ved at bruge det som seng.
Lad mig nævne, at roverens sider ikke er skabt til at sove på. Men efter en morgenkartoffel og Vicodin, fik jeg det meget bedre.
Først tænkte jeg, at min førsteprioritet måtte være traileren. Så skiftede jeg mening. Efter at have set på den, stod det klart, at jeg ikke selv er i stand til at tippe den på ret køl. Jeg skal bruge roveren.
Dagen i dag blev brugt på at få roveren på ret køl.
Jeg har medbragt alt mit værktøj på denne rejse, fordi jeg regner med, at skulle bruge det til MAV-modifikationerne. Udover det medbragte jeg også kabler. Når jeg først har indrettet mig i MAV’en, vil solcellerne og batterierne blive faste installationer. Jeg har ikke lyst til at flytte rundt på roveren, hver gang jeg skal bruge boret på MAV’ens bagside. Derfor pakkede jeg alle de elektriske kabler, jeg kunne få plads til.
Praktisk på flere måder. De kan også bruges som reb.
Jeg fiskede mit længste kabel frem. Det er det kabel, jeg sluttede til boret, der ødelagde Pathfinder. Jeg kalder det mit ”lykkekabel.” Jeg koblede den ene ende på batteriet, og den anden til det berygtede stenprøvebor, hvorefter jeg tog boret med mig for at finde fast grund. Da jeg fandt solidt fodfæste, fortsatte jeg med at gå, indtil jeg var nået så langt, som strømforsyningen kunne nå. Dernæst fræsede jeg et meterlangt borehoved halvvejs ind i en klippeblok, frakoblede strømkablet og bandt det fast omkring borehovedet.
Så gik jeg tilbage til roveren og surrede træktovet fast i tagbøjlen på den højtliggende side. Nu havde jeg en lang, stram line holdt vinkelret til roveren.
Jeg gik ind ind til linens midte og begyndte at trække den sidelæns. Løftestangseffekten på roveren var enorm. Jeg håbede bare, at kraften ikke fik borehovedet til at knække, før den fik roveren trukket op
Jeg bakkede væk, mens jeg trak linen mere og mere til mig. Noget måtte give sig, og det blev ikke mig. Jeg havde Archimedes på min side. Til sidst tippede roveren over.
Den faldt ned på sine hjul og sendte en ordentlig støvsky i vejret. Det var en stilfærdig manøvre. Jeg var så tilpas langt væk, at den tynde atmosfære ikke kunne bære lyden frem til mig.
Jeg løsnede strømkablet, trak borehovedet ud og vendte tilbage til roveren. Jeg gennemførte et fuldt systemtjek. Røvsyg opgave, men jeg var nødt til det.
Hvert eneste system og undersystem virkede som det skulle. JPL gjorde et forbandet godt stykke arbejde, da de lavede disse rovere. Hvis jeg når tilbage til Jorden, giver jeg Bruce Ng en øl. I virkeligheden burde jeg give øl til samtlige gutter fra JPL.
Øl til alle når jeg kommer tilbage til Jorden.
Nu da jeg havde fået roveren tilbage på sine hjul, blev det tid til at vende sig mod traileren. Problemet var, at dagslyset svigtede mig. Husk på, jeg er i et krater.
Jeg var nået det meste af vejen ned ad rampen, da jeg væltede med roveren. Rampen ligger op ad den vestlige kraterkant, så fra mit synspunkt går solen ret tidligt ned. Jeg befinder mig i skyggen af den vestlige kratervæg. Det er røvhamrende irriterende.