Mars er ikke Jorden. Den har ingen tyk atmosfære til at bøje lyset og bære partikler, der reflekterer lys rundt om hjørner. Det er fandme tæt på vacuum her. Så snart solen ikke er synlig, står jeg tilbage i mørke. Phobos giver mig noget månelys, men ikke nok til at arbejde ved. Deimos er en lille lort, der ikke er til nogen verdens nytte.
Jeg er ved at blive vanvittig ved tanken om at lade traileren ligge på sin ballon en nat mere, men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det. Jeg tænker, at den trods alt har overlevet hele dagen på den måde. Mon ikke den klarer sig indtil videre.
Og vi må ikke glemme, at jeg efter roverbjærgningen nu kan bruge soveværelset igen! Det er de små ting i livet, der tæller.
LOG NOTAT: SOL 500
Da jeg vågnede i morges, var der endnu ikke gået hul på traileren. Det må siges at være en god start.
Traileren var en større udfordring end roveren. Jeg skulle blot tippe roveren. Traileren skal jeg have vendt helt rundt. Det kræver meget mere kraft end gårsdagens lille løftestangsteknik.
Det første skridt var at køre roveren hen i nærheden af traileren. Så skulle der graves.
Åh, mand, hvor skulle der graves.
Traileren ligger på hovedet med fronten rettet ned ad bakke. Jeg besluttede, at den bedste måde at få den på ret køl, ville være at drage fordel af skråningen og vælte traileren fremover på næsen. Eller med andre ord, lade den slå en kolbøtte, så den ender med at lande på hjulene.
Jeg kan sætte det i værk ved at fastgøre kablet til trailerens agterende, og lade roveren trække i det. Men hvis jeg forsøgte det, uden først at grave et hul, ville traileren bare glide frem over jorden. Jeg måtte have den til at vippe op. Jeg skulle bruge et hul som næsen kunne falde ned i.
Jeg gravede altså et hul. Et hul, der målte en meter på langs, tre meter i bredden og en meter i dybden. Det kostede mig fire elendige timers hårdt arbejde, men jeg fik det gjort.
Jeg hoppede ind i roveren og kørte den ned ad bakke med traileren hængende efter. Som jeg havde håbet, skød traileren næsen ned i hullet, mens agterenden tippede opad. Derfra væltede den ned på sine hjul i en enorm støvsky.
Jeg sad helt lamslået et øjeblik, mens jeg kom mig over, at min plan rent faktisk havde virket.
Og nu er jeg igen løbet tør for dagslys. Jeg glæder mig til at slippe ud af den skide skygge. Det eneste jeg behøver, er en dags kørsel mod MAV’en, og så er jeg på afstand af muren. Men lige nu får jeg endnu en tidlig aften.
Jeg vil tilbringe natten uden traileren til at styre alle de apparater, der holder mig i live. Nok er den kommet på højkant, men jeg har ingen anelse om, hvorvidt ragelset i den stadig fungerer. Roveren har rigelige forsyninger til at huse mig.
Resten af aftenen vil jeg tilbringe med at nyde en kartoffel. Og med ”nyde” mener jeg ”afsky så inderligt, at jeg har lyst til at slå nogen ihjel.”
LOG NOTAT: SOL 501
Jeg startede dagen med lidt intet-te. Intet-te er let at lave. Først tager man noget varmt vand, dernæst intet. Jeg eksperimenterede med kartoffelskræl-te for nogle uger siden. Jo mindre sagt om den sag, desto bedre.
Jeg vovede mig ind i traileren i dag. Ikke ligefrem en let opgave. Der er ret tætpakket derinde, så jeg måtte efterlade min EVA-dragt i luftslusen.
Det første jeg bemærkede, var den høje temperatur i kabinen. Det tog mig et par minutter at regne årsagen ud.
Den atmosfæriske regulator var stadig i perfekt stand, men den havde intet at arbejde med. Da den ikke længere var forbundet med roveren, havde den ikke min CO2-produktion at arbejde med. Trailerens atmosfære har derfor været perfekt — hvorfor ændre på det?
Når regulering således ikke var nødvendig, blev der ikke pumpet luft ud til AREC’en til frysefraktionering. Heraf fulgte, at luften ikke vendte tilbage som væske, der skulle varmes op.
Men så skal man huske, at RTG’en konstant afgiver varme. Man kan ikke standse den. Varmen steg og steg. Til sidst nåede forholdene en balance, hvor varmen begyndte at sive ud gennem skroget i samme takt, som RTG’en kunne tilføre den. Hvis det har interesse, kan jeg fortælle, at balancepunktet lå på 41 kvælende varmegrader.
Jeg lavede et grundigt tjek af reugulatoren og oxygenatoren, og jeg er glad for at kunne melde, at begge virker perfekt.
RTG’ens vandtank var tom, hvilket ikke var nogen overraskelse. Den er åben i toppen, fordi det aldrig har været meningen, at den skulle vendes på hovedet. Vandet flød på trailergulvet, og det tog mig noget tid at få tørret det op med min jumpsuit. Jeg fyldte mere vand på tanken; det var vandet fra den forseglede container, jeg tidligere havde stuvet i traileren. Husk på, at jeg skal bruge det vand, så returluften har noget at boble sig igennem. Det er mit varmesystem.
I det store og hele var alt fint. De livsvigtige komponenter fungerer som de skal, og begge køretøjer er tilbage på hjulene.
Slangerne, der forbandt rover og trailer blev designet godt; de røg af uden at gå i stykker. Jeg skulle bare klikke dem på plads igen, hvorefter køretøjerne igen delte atmosfære.
Det eneste der nu skulle repareres, var roverens anhængerkrog. Den var fuldstændig ødelagt. Det var den, der blev udsat for den fulde belastning ved uheldet. Til gengæld var trailerens anhængerkrog intakt, ganske som forventet. Jeg flyttede den over på roveren og forbandt de to køretøjer til den videre rejse.
Alt i alt kostede den lille rulletur mig fire sole. Men nu er jeg på banen igen.
Sådan da.
Hvad nu hvis jeg kommer til at køre ind i endnu en pudderfælde? Jeg var heldig denne gang. Næste gang slipper jeg måske ikke så let fra det. Jeg er nødt til at vide, om terrænet foran mig er sikkert. I hvert fald under min nedkørsel ad rampen. Når jeg først er helt nede i Schiaparelli Basin, kan jeg tage den med ro på det sædvanlige sandblæste terræn, jeg er vant til.
Hvis jeg skulle ønske mig noget, ville det være en radio, så jeg kan spørge NASA til råds om det sikreste spor ned ad rampen. Okay, hvis jeg kunne ønske mig hvad som helst, skulle det være, at den grønne, smukke Dronning af Mars kom for at redde mig, og dernæst bad mig lære hende de praktiske aspekter af det, man på Jorden kalder ”at elske”.
Det er længe siden, jeg har set en kvinde. Nævner det bare.
Nå, men for at sikre, at jeg ikke vælter igen, vil jeg — Alvorligt talt … ingen kvinder i … Hvad er jeg oppe på … snart flere år. Jeg er ikke krævende. Tro mig, på Jorden har en botaniker/maskiningeniør ikke ligefrem damer stående i kø udenfor døren. Men alligevel… helt ærligt.
Til sagen. Jeg vil køre langsommere. Noget i retning af … at kravle. Det burde give mig tid til at reagere, hvis et hjul begynder at synke ned. Desuden giver lavere fart et bedre drejningsmoment, som gør det mindre sandsynligt, at jeg mister ”vejgreb”.
Indtil nu har jeg kørt med 25 km/t, så jeg vil sænke det til 5 km/t. Jeg befinder mig stadig øverst på rampen, men turen ned er kun 45 kilometer lang. Jeg kan godt tillade mig at tage den med ro og bruge de cirka otte timer, det tager at nå sikkert ned på bunden.
Jeg er klar til start i morgen. Dagslyset er allerede forsvundet for i dag. Det bliver så endnu en bonus: Når jeg er kommet ned ad rampen kan jeg begynde at køre i direkte linje mod MAV’en, hvilket betyder, at jeg kommer ud af kraterkantens skygge og kan nyde en hel dags sollys, i stedet for kun det halve.
Hvis jeg når tilbage til Jorden, bliver jeg berømt, ikke også? En frygtløs astronaut, der trodser alle odds, ikke? Jeg tør vædde på, at kvinder kan lide den slags.
Endnu en god grund til at holde mig i live.
”Det ser altså ud til, at han har repareret alting,” forklarede Mindy. ”Og hans besked i dag var: ”MEGET BEDRE NU,” så jeg regner med, at han har fået alt til at virke.