Hun kastede et blik rundt på de smilende ansigter i lokalet.
”Fantastisk,” sagde Mitch.
”Fedt at høre,” lød Bruces stemme gennem højtaleren.
Venkat lænede sig frem mod telefonen. ”Hvordan skrider det frem med planerne for MAV-modifikationerne, Bruce? Har JPL snart proceduren klar?”
”Vi arbejder på det døgnet rundt,” sagde Bruce. ”Vi har løst de fleste problemer. Arbejder på detaljerne nu.”
”Godt, godt,” sagde Venkat. ”Nogen overraskelser, jeg bør kende til?”
”Øh …,” lød det fra Bruce. ”Jo, nogle stykker. Det er nok ikke den bedste kanal, at diskutere det over. Jeg er tilbage i Houston med proceduren om en dag eller to. Så kan vi gennemgå den sammen.”
”Lyder ildevarslende,” sagde Venkat. ”Men okay, vi samler op på det senere.”
”Må jeg udbrede nyheden?” spurgte Annie. ”Det ville være rart at kunne vise andet end roverens ulykkessted i nyhederne i aften.”
”Absolut,” sagde Venkat. ”Det vil være fint at rapportere godt nyt til en forandring. Mindy, hvor længe varer det, før han når frem til MAV’en?”
”Regnet efter hans normale tempo på 90 kilometer per sol,” sagde Mindy,” burde han være der på Sol 504. Sol 505, hvis han giver sig god tid. Han kører altid fra tidlig morgen til omkring middagstid.” Hun konsulterede en applikation på sin laptop. ”Middagstid på Sol 504 vil være klokken 11:41 på onsdag her i Houston. Middagstid på Sol 505 vil være klokken 12:21 på torsdag.”
”Mitch, hvem står for Ares 4 MAV-kommunikationen?”
”Ares 3 Mission Control-team,” svarede Mitch. ”Det bliver i kontrolrum 2.”
”Jeg går ud fra, at du også kommer?”
”Det kan du fandme tro.”
”Jeg kommer også.”
LOG NOTAT: SOL 502
Hver Thanksgiving plejede min familie at køre fra Chicago til Sandusky, en ottetimers køretur. Der bor min mors søster. Far sad altid ved rattet, og en langsommere og mere forsigtig chauffør skulle man lede længe efter.
Jeg mener det. Han kørte som om, han var til køreprøve. Aldrig så meget som en tilnærmelsesvis overtrædelse af fartgrænsen, altid med hænderne ti i to, rettede på spejlene før hver tur, og jeg kunne blive ved.
Han drev os til vanvid. Og der lå vi så, trillende på motorvejen, med biler fygende til højre og venstre for os. Nogle af dem havde hornet i bund, fordi — lad os sige det, som der er — ved at holde sig indenfor fartgrænsen, er man til fare for andre. Jeg havde mest lyst til at stige ud og skubbe.
Sådan har jeg haft det hele den skide dag i dag. Fem km/t er reelt gangtempo. Og den fart holdt jeg i otte timer.
Men den begrænsede hastighed sikrede mig mod at falde ned i flere pudderhuller. Og selvfølgelig var der ikke nogen på min videre vej. Jeg kunne have kørt for fuld fart uden problemer. Men hellere være på den sikre side.
Set fra den positive side er jeg nu kommet ned ad rampen. Jeg slog lejr så snart terrænet fladede ud. Jeg havde allerede overskredet min kørselstid i dag, men jeg kunne sagtens have fortsat lidt endnu for batterierne har stadig 15 procent at give af, men jeg foretrækker at få så meget dagslys til mine solceller som overhovedet muligt.
Jeg er langt om længe i Schiaparelli Basin. Og langt væk fra kratervæggen. Herfra har jeg dagslys hele dagen.
Jeg tænkte, at det var noget, der burde fejres ekstraordinært. Jeg spiste måltidspakken med påskriften ”Overlevede Noget Der Burde Have Dræbt Mig.” Åh, mand, jeg havde helt glemt, hvor godt rigtig mad smager.”
Med lidt held kan jeg spise ”Ankomst” om nogle få sole.
LOG NOTAT: SOL 503
I går fik jeg fik ikke så meget genopladning, som jeg plejer. På grund af min forlængede køretid nåede jeg kun op på 70 procent, før natten faldt på. I dag bliver køretiden derfor afkortet.
Jeg nåede 63 kilometer, før jeg igen måtte slå lejr. Det har jeg ikke noget imod. Jeg befinder mig kun 148 kilometer fra MAV’en. Det betyder, at jeg er fremme solen efter i morgen.
Vorherre på lokum, jeg når det virkelig!
LOG NOTAT: SOL 504
Hold da kæft, hvor er det vildt! Hold da helt kæft! Hold da helt kæft!
Okay, ro på. Ro på.
Jeg tilbagelagde 90 kilometer i dag. Efter mine beregninger er jeg 50 kilometer fra MAV’en. Jeg burde være fremme i løbet af i morgen. Det er jeg begejstret over, men her er, hvad der fik mig helt op at ringe: Jeg opfangede et blip fra MAV’en!
NASA har sat MAV’en til at udsende Ares 3 Hab’ets kaldesignal. Selvfølgelig! Det giver i den grad mening. MAV’en er en avanceret, perfekt funktionsduelig maskine, parat til at gøre, hvad den får besked på. Og de har bedt den lade som om, den er Ares 3 Hab, så min rover vil opfange signalet og fortælle mig, hvor den er.
Det er en exceptionelt god ide! Så behøver jeg ikke at krydse omkring og lede efter tingesten. Jeg kører direkte til den.
Jeg opfangede kun et enkelt blip. Jeg fanger flere, jo nærmere jeg kommer. Det er en underlig tanke, at en sandklit kan forhindre mig i at høre MAV’en sende signal til mig, når den kan tale med Jorden uden problemer. MAV’en har tre alternative måder at kommunikere med Jorden, men de er alle langdistancetilrettede og beregnet på Line-of-sight-kommunikation. Der er ingen sandklitter mellem MAV’en og Jorden, når den sender via de systemer.
På en eller anden måde har de fiflet med tingene, for at fremskaffe et radiosignal, uanset hvor svagt det måtte være. Og jeg hørte det!
Dagens besked til dem fra mig var: ”FIK RADIOSIGNAL.” Hvis jeg havde haft sten nok, ville jeg have tilføjet: ”FED IDE!” Men jeg er i et meget sandet område.
MAV’en ventede i det sydvestlige Schiaparelli. Som en kæmpemæssig cylinder hævede den sig imponerende 27 meter i vejret, metallisk glimtende i middagssolen.
Roveren kom til syne på toppen af en klit med traileren på træk. Den sænkede farten i et par øjeblikke, før den fortsatte mod rumskibet så hurtigt, den kunne køre. Så standsede den på tyve meters afstand.
Der blev den holdende i ti minutter, mens astronauten fik sin dragt på.
Han tumlede ophidset ud af luftslusen, faldt, og kom klodset på benene igen. Da han tog MAV’en i øjesyn, bredte han begge arme ud i en målløs gestus.
Han gav sig til at hoppe rundt med løftede arme og hænderne knyttede. Så faldt han ned på det ene knæ og sejrsboksede adskillige gange i luften.
Han løb helt hen til rumskibet og omfavnede landingsstel B. Efter et lille stykke tid slap han det igen, for at springe omkring i endnu en bejstringsdans.
Udmattet af anstrengelserne, stod astronauten til sidst stille med armene hængende ned langs siden, mens han skuede op på det ingeniørskabte vidunder foran sig.
Han steg op ad stigen til landingsmodulet og nåede videre til opstigningsmodulet, hvor han gik ind gennem luftslusen. Han forseglede døren bag sig.
Kapitel 25
LOG NOTAT: SOL 505
Endelig fremme. Jeg er ved MAV’en!
Okay, lige i dette sekund er jeg tilbage i Roveren. Men jeg har været inde i MAV’en for at foretage et systemtjek og boot-up. Jeg var nødt til at beholde min EVA-dragt på hele tiden, fordi der ikke er noget livsopretholdende system i gang endnu.
Den kører sit eget fejlfindingsprogram lige nu, mens jeg pøser oxygen og nitrogen på gennem roverens slanger. Det er alt sammen en del af MAV’ens design. Den medbringer ikke luft. Hvorfor skulle det være nødvendigt? Det er overflødig vægt, når man har et Hab fuldt af luft lige ved ved siden af.
Jeg forestiller mig, at folkene hos NASA lader champagnepropperne springe lige nu, og sender mig en masse beskeder. Jeg skal nok læse dem om lidt, men en ting ad gangen: Nu skal MAV’en tankes op med luft, så jeg frit kan arbejde derinde.