Dernæst venter den langtrukne samtale med NASA. Okay, ikke hvad indholdet angår, men transmissionstiden på fjorten minutter mellem her og Jorden er en smule kedelig.
(13:07) HOUSTON: Tillykke fra alle os her på Mission Control! Godt klaret. Hvad er din status?”
(13:21) MAV: Tak! Ingen helbredsproblemer af nogen art. Rover og trailer er godt slidte, men stadig fungerende. Oxygenator og regulator kører fint. Jeg medbragte ikke vandindvinder. Kun vand. Masser af kartofler tilbage. Det rækker til 549.
(13:50) HOUSTON: Godt at høre. Hermes er stadig på kurs mod forbiflyvning på sol 549. Som du ved, skal MAV’en af med en del vægt, for at nå ud til mødet med Hermes. Vi sender dig procedurene i løbet af i dag. Hvor meget vand har du? Hvad gør du med urin?
(13:50) MAV: Jeg har 550 liter vand tilbage. Jeg har dumpet urin på vejen hele rejsen hertil.
(14:50) HOUSTON: Spar på alt vand. Slut med urin-dumping. Opbevar det. Tænd roverens radio og lad den stå tændt. Vi kan kontakte den via MAV’en.
Bruce traskede ind i Venkats kontor og lod sig uden videre dumpe ned i en stol. Han smed sin mappe og lod armene hænge slapt ned.
”Haft en god flyvetur?” spurgte Venkat.
”Jeg kan kun svagt huske, hvad søvn er,” sagde Bruce.
”Er proceduren klar?” spurgte Venkat.
”Ja, den er klar. Men du vil ikke kunne lide det.”
”Kom med det.”
Bruce rejste sig op med en kraftanstrengelse og tog sin mappe. Han tog et hæfte ud. ”Husk venligst på, at dette er det endelige resultat af tusindvis af arbejdstimer, tests og ekspertiseudveksling mellem JPL’s bedste folk.”
”Jeg er ikke i tvivl om, at det var svært at trimme et rumskib, der allerede er designet til at være så let som muligt,” sagde Venkat.
Bruce skubbede hæftet hen over bordet til Venkat. ”Problemet er hastigheden ved mødet. MAV’en er designet til at nå ud i et lavt Mars-kredsløb, hvilket kun kræver 4,1 km/sek. Men Hermes’ forbiflyvning sker med 5,8 km/sek.
Venkat bladrede gennem siderne. ”Kan jeg få en opsummering?”
”Først vil vi tilføre brændstof. MAV’en laver sit eget brændstof af Mars’ atmosfære, men det er begrænset af, hvor meget hydrogen, den har til rådighed. Den medbragte nok til at lave de 19.397 kg brændstof, som den var designet til at gøre. Hvis vi kan give den mere hydrogen, kan den lave mere.”
”Hvor meget mere?”
”For hvert kg hydrogen, kan den lave tretten kg brændstof. Watney har femhundrede og halvtreds liter vand. Vi lader ham elektrolysere det for at få tres kg hydrogen.” Bruce rakte ind over skrivebordet og bladrede et par sider frem, hvor han pegede på et diagram. ”Det kan brændstofprocessoren få syvhundrede og firs kg brændstof ud af.”
”Hvad skal han så drikke, hvis han elektrolyserer alt sit vand?”
”Han skal kun bruge halvtreds liter i den tid, han har tilbage. Og den menneskelige krop låner kun vand. Vi beder ham om også at elektrolysere sin urin. Vi skal bruge al den hydrogen, vi kan få fat i.”
”Aha. Og hvor meget giver syvhundrede og firs kg brændstof os?” spurgte Venkat.
”Det giver os en 300 kilos kapacitet til nyttelast. Det hele handler om brændstof overfor nyttelast. MAV’ens vægt ved take-off ligger over 12.600 kilo. Selv med ekstra brændstof skal vi helt ned på 7.300 kilo. Derfor handler resten af folderen om, hvordan vi fjerner over 5.000 kilo fra rumskibet.”
Venkat lænede sig tilbage. ”Gennemgå det hele for mig.”
Bruce trak et andet eksemplar af hæftet op af mappen. ”Der var først og fremmest et par rene foræringer. Designet giver som udgangspunkt kapacitet til at indeholde femhundrede kilo sten- og jordprøver fra Mars. Det gør vi selvfølgelig ikke. Desuden har vi kun én passager i stedet for seks, hvilket sparer femhundrede kilo, hvis man regner med deres vægt plus dragter og udstyr. Vi kan derudover fjerne de fem overflødige accelerationssæder. Og selvfølgelig fjerner vi alt uvigtigt udstyr: Førstehjælpskasse, værktøjskasse, fastspændingsseler og alt, hvad der ikke er naglet fast. Samt en smule som er.
”Og i næste omgang,” fortsatte han,” smider vi alt livsopretholdende udstyr. Tankene, pumperne, varmere, luftslanger, CO2-absorbtionsystem, selv isolationen på indersiden af skroget. Vi behøver det ikke. Vi vil have, at Watney har sin EVA-dragt på under hele turen.”
”Bliver det så ikke besværligt for ham at betjene styringen?” spurgte Venkat.
”Major Martinez fjernstyrer MAV’en fra Hermes. Den er jo i forvejen designet til fjernstyring. Det var trods alt sådan, den blev landet.”
”Hvad hvis noget går galt?” spurgte Venkat.
”Martinez er den bedst trænede pilot,” sagde Bruce. ”I en nødsituation er det ham, man gerne vil have til at styre skibet.”
”Hmm,” sagde Venkat tvivlrådigt. ”Vi har aldrig prøvet at fjernstyre et bemandet skib før. Men okay, fortsæt.”
”Eftersom Watney ikke skal flyve skibet,” fortsatte Bruce, ”behøver han hverken styrepaneler, strøm eller dataforsyning.”
”Hold da op,” sagde Venkat. ”Vi skræller virkelig ind til benet.”
”Jeg er kun lige begyndt,” sagde Bruce.
”Strømbehovet er dramatisk reduceret, nu da de livsopretholdende systemer er væk, så vi smider tre af de fem batterier og reservestrømsystemet. Det orbitale manøvreringssystem har tre overflødige hjælpemotorer. Dem skiller vi os også af med. Desuden kan det sekundære og teriære kommunikationssystem også ryge ud til højre.”
”Vent, hva’?” sagde Venkat chokeret. ”Du vil have en fjernstyret opstigning uden et backup kommunikationssystem?”
”Det gør ingen nytte,” sagde Bruce. ”Hvis kommunikationssystemet ryger under opstigning, vil det tage for lang tid for en back-up at tage over. Det hjælper os ikke.”
”Det begynder at blive meget risikabelt,” Bruce.”
Bruce sukkede. ”Det er jeg klar over. Det er bare ingen vej udenom. Og så er jeg ikke engang nået til den slemme del endnu.”
Venkat gned sin pande. ”Hold dig ikke tilbage. Sig frem! Lad mig høre om den slemme del.”
”Godt, vi vil fjerne luftslusen i spidsen af raketten, vinduerne og skrogets Panel Nitten.”
Venkat blinkede. ”Du fjerner hele rumskibets front, siger du?”
”Det er korrekt,” sagde Bruce. ”Luftslusen i spidsen letter os for firehundrede kilo. Vinduerne er også ret så tunge, og da de er forbundet til skrogets Panel Nitten, kan vi lige så godt tage dem med, nu vi er i gang.”
”Han skal altså opsendes med et kæmpestort hul forrest på skibet?”
”Vi instruerer ham i at dække det med Hab-lærred.”
”Hab-lærred? Til en tur ud i kredsløb!?”
Bruce trak på skuldrene. ”Skrogets funktion er hovedsagelig at holde luften inde. Mars’ atmosfære er så tynd, at man ikke behøver en masse aerodynamiske finesser. Når skibet først flyver hurtigt nok, til at luftmodstand begynder at gøre sig gældende, vil det være så højt oppe, at der praktisk talt ikke er nogen luft. Vi har kørt alle simulationerne igennem. Det burde gå fint.”
”Du sender ham ud i rummet med en pressenning over sig?”
”I det store og hele, ja.”
”Som et vrag af en ladvogn?”
”Ja. Må jeg fortsætte?”
”Selvfølgelig. Kan ikke vente.”
”Vi vil også bede ham fjerne bagpanelet i trykkabinen. Det er det eneste andet panel, han kan fjerne med de redskaber, han har til rådighed. Desuden smider vi også reserve-brændstofpumpen ud. Ked af at miste den, men den vejer for meget i forhold til dens nytteværdi. Og så snupper vi Første Trin-motoren.”
”En hel motor?”
”Ja. Boosteren til Første Trin fungerer stadig fint, hvis der ryger en motor. Det sparer os for en enorm mængde vægt. Ganske vist kun i Første Trin-stadiet, men alligevel. Vi sparer ret meget brændstof på det.”