Jeg overvejede at bruge en af roverne som ”tank”. Den er i hvert fald stor nok til det, men den er ikke designet til modstå så stort et tryk. Den er lavet til at modstå (rigtigt gættet) en atmosfære. Jeg har brug for beholdere, der kan modstå halvtreds gange så meget. Jeg er sikker på at en rover ville sprænges.
Den bedste måde at opbevare ingredienser til vand er, at lave dem om til vand. Det er altså, hvad jeg må se at komme i gang med.
Ideen er enkel, men udførelsen vil være ufattelig farlig.
For hver tyvende time får jeg 10 liter CO2, takket være MAV’ens brændstofprocessor. Jeg sluser det ind i Hab’et ved hjælp af den højteknologiske metode, der går ud på at koble tanken fra Mav’ens landingsstativ, bære den ind i Hab’et, hvorefter jeg åbner for ventilen indtil den er tømt.
Oxygenatoren vil forvandle det til oxygen i sit eget tempo.
Dernæst vil jeg, meget langsomt, frigive hydrazinet via iridiumkatalysatoren for at forvandle det til N2 og H2. Jeg vil så sluse hydrogenet videre til et aflukket kammer og brænde det.
Som det sikkert fremgår, udgør denne plan mange risikomomenter, hvor jeg risikerer at dø i en flammende eksplosion.
For det første er hydrazin en seriøs dræber. Hvis jeg begår den mindste fejl, bliver der intet andet tilbage af mig end ”Mark Watney Mindekrateret”, hvor Hab’et engang stod.
Hvis jeg ikke dummer mig med hydrazinet, er der stadig udfordringen med afbrændingen af hydrogen. Jeg har tænkt mig at tænde åben ild. Inde i Hab’et. Med fuldt overlæg.
Samtlige NASA-ingeniører ville svare enstemmigt, hvis man spurgte dem, hvad den værst tænkelige situation i Hab’et kunne være: ”Ild”. Og hvis man dernæst spurgte dem om konsekvensen af den situation, ville svaret være: ”Død ved brænding”.
Men hvis jeg kan få det til at fungere, kan jeg fremstille vand kontinuerligt uden behov for at lagre hydrogen eller oxygen. Det vil blande sig med atmosfæren i form af fugt, som vandindvinderen vil udtrække.
Jeg behøver ikke engang at afmåle hydrazin-elementet særligt nøje med brændstofprocesserens CO2-element. Der er masser af oxygen i Hab’et og meget mere i reserve. Jeg skal bare sikre mig at holde vandproduktionen på et niveau, hvor jeg ikke løber tør for O2.
Jeg koblede MAV’ens brændstofprocessor til Hab’ets strømforsyning. Heldigvis bruger de samme antal volt. Nu tøffer den bare derudaf og samler CO2 til mig.
Halv ration til aftensmad. Alt hvad jeg har bedrevet i dag er, at udtænke en plan, der vil tage livet af mig, og den slags kræver ikke meget energi.
Jeg har tænkt mig at se resten af Three’s Company i aften. Jeg må sige, at jeg bedre kan lide Mr. Furley end hr. og fru Roper.
LOG NOTAT: SOL 33
Dette er måske mit sidste notat.
Fra Sol 6 har jeg vidst, at der er en høj risiko, for at jeg kommer til at dø her. Men jeg tænkte mere i retning af, at det ville blive når jeg løb tør for mad. Jeg havde ikke tænkt på, at det kunne ske så meget tidligere.
Jeg skal til at fyre op under hydrazinet.
Vores mission var planlagt med den forudsætning, at tingene skulle vedligeholdes løbende, så jeg har masser af værktøj. Selv iklædt rumdragt kunne jeg lirke isolationspanelerne af MDV’en og få fat i de seks hydrazintanke. Jeg satte dem i skyggen af roveren for at forhindre dem i at blive for varme. Der er mere skygge og en køligere temperatur nær Hab’et, men fuck det. Hvis de skal eksplodere, kan de sprænge roveren i luften, ikke mit hus.
Så vristede jeg reaktionskammeret løs. Det var hårdt arbejde og jeg kom til at knække den skide tingest midt over, men jeg fik det ud. Heldigt, at jeg ikke har brug for en ordentligt brændstofreaktion. Faktisk vil jeg i allerhøjeste grad virkelig ikke have en ordentlig brændstofreaktion.
Jeg bar reaktionskammeret ind. Jeg overvejede kortvarigt kun at tage én hydrazintank ind ad gangen for at reducere risikoen. Men et hurtigt overslag på bagsiden af servietten, sagde mig, at selv én tank er rigeligt til at sprænge hele Hab’et i luften. Så jeg hentede dem alle. Hvorfor ikke?
Tankene har manuelle udluftningsventiler. Jeg er ikke hundrede procent sikker på, hvad de skal bruges til. Men jeg er ret sikker på, at det aldrig har været forventet, at vi skulle bruge dem. Jeg tror, de blev sat ind for at dæmpe for trykket under de mange kvalitetskontroller, man udførte under konstruktionen og før der blev tanket op. Uanset årsagen, har jeg ventiler, jeg kan arbejde med. De skal bare have et ryk.
Jeg tog en reserveslange ud af vandudlederen. Ved hjælp af lidt tråd, jeg hev ud af en uniform (undskyld, Johanssen), fastgjorde jeg den til ventilmundingen. Hydrazin er en væske, så jeg behøver kun at sluse den videre til reaktionskammeret (nærmest et ”reaktionskar” i min version).
I mellemtiden er MAV’ens brændstofprocessor stadig i gang med sit arbejde. Jeg har allerede hentet en tankfuld CO2 ind, ventileret og returneret den til genopfyldning.
Nu er der ikke flere undskyldninger. Det er tid til at begynde at lave vand.
Hvis I finder de forkullede rester af Hab’et, betyder det, at jeg gjorde et eller andet forkert. Jeg overfører denne log til begge rovere, så der er størst mulig chance for at den overlever.
Hold på hat og briller!
LOG NOTAT: SOL 33 (2)
Okay, jeg døde ikke.
Det første, jeg gjorde, var at iføre mig foret fra min EVA-dragt. Ikke selve den klodsede dragt, kun ”undertøjet” til den, inklusive handskerne og støvlerne. Så tog jeg en iltmaske fra lægemiddelforsyningerne og nogle laboratoriebriller fra Vogels kemiudstyr. Næsten hele min krop var beskyttet, og jeg trak vejret i dåseluft.
Hvorfor? Fordi hydrazin er meget giftigt. Hvis jeg indånder for meget af det, får jeg seriøse lungeproblemer. Hvis jeg får noget af det på huden, vil jeg have kemiske brandsår resten af livet. Jeg tog ingen chancer.
Jeg drejede på ventilen indtil hydrazinen begyndte at dryppe ud. Jeg lod en enkelt dråbe falde ned i iridiumsskålen.
Det hvislede udramatisk og forsvandt.
Fint nok, det var sådan, jeg ville have det. Jeg har lige udskilt hydrogen og nitrogen. Sådan!
En ting, jeg har i overflod her, er poser. De adskiller sig ikke så meget fra køkkenaffaldsposer, men jeg er sikker på, at NASA har fået dem op på en pris i retning af 50.000 dollars.
Udover at være vores kaptajn, var Lewis også missionens geolog. Hun skulle samle sten- og jordprøver fra hele operationsområdet (10-kilometers radius). Vægtbegrænsningen indsnævrede, hvor meget hun rent faktisk kunne tage med tilbage til Jorden, så hun havde tænkt sig at samle løs og dernæst sortere de mest interessant 50 kg fra til hjemtagning. Poserne skulle bruges til at opbevare og mærke prøverne. Nogle er mindre end en halvliters frysepose, mens andre er store som haveaffaldssække.
Jeg har også gaffertape. Almindelig gaffertape som det, man køber i byggecentrene. Det viser sig, at selv NASA ikke kan forbedre gaffertape.
Jeg skar et par haveaffaldssække op og tapede dem sammen til en form for telt. Det lignede dog mest af alt en megastor sæk. Det lykkedes mig at dække hele bordet, hvor mit ”hydrazingal professor-arrangement” var stillet op. Jeg placerede nogle ting og sager på bordet, for at holde plasticen oppe og ude af iridiumskålen. Heldigvis er plasticposerne gennemsigtige, så jeg kan stadig se, hvad der foregår.
Næste trin var at ofre en rumdragt for sagen. Jeg skulle bruge en luftslange. Jeg har trods alt et overskud af rumdragter. Seks i alt; en til hvert besætningsmedlem. Det gør mig ikke noget, at ’myrde’ en af dem.
Jeg skar et hul i toppen af plastdækket og satte slangens munding fast med gaffertape. Glimrende forsegling, hvis jeg selv skal sige det.