Bruce tav.
”Var det alt?” spurgte Venkat.
”Ja.”
Venkat sukkede. ”Du har fjernet størsteparten af skibets sikkerhed-backups. Hvordan påvirker det den estimerede risiko for, at det går galt?”
”Risikoen ligger oppe omkring de fire procent.”
”Du almægtige!” sagde Venkat. ”Normalt begiver vi os ikke engang ud i teoretiske overvejelser om noget så risikabelt.”
”Det er altså, hvad vi har at komme med, Venk,” sagde Bruce. ”Vi har testet det hele og kørt simulationer til den store guldmedalje. Vi burde kunne gennemføre det, hvis alting virker som det burde.”
”Okay.” sagde Venkat. ”Jamen, så er alt jo i skønneste orden.”
(08:41) MAV: Er I blevet fuldstændig sindssyge?
(09:55) HOUSTON: Vi indrømmer, at det er meget invasive modifikationer, men de må gøres. Proceduredokumentet, vi har sendt, indeholder instrukser for, hvordan hvert af disse trin udføres med det værktøj, du har til rådighed. Desuden må du begynde at elektrolysere vand for at skaffe hydrogen til brændstofprocessoren. Vi sender dig procedurer hertil snarest.
(09:09: MAV: I sender mig en tur ud i rummet med kalechen nede.
(09:24)HOUSTON: Der kommer Hab-lærred over hullerne. Det giver tilstrækkelig aerodynamik i Mars’ atmosfære.
(09:38) MAV: Så det bliver med sommertag. Det var bedre.
LOG NOTAT: SOL 506
I min rigelige fritid under min tur hertil, designede jeg et ”værksted”. Jeg tænkte, jeg godt kunne bruge noget plads til at arbejde på ting og sager, uden at skulle hoppe i en EVA-dragt. Jeg udtænkte en strålende plan, hvorved det nuværende soveværelse ville blive til regulatorens og oxygenatorens nye hjem, mens den derefter tomme trailer kunne blive mit værksted.
Det er en latterlig plan, og jeg sætter den ikke i værk.
Jeg skal bare bruge et område med lufttryk, som jeg kan arbejde i. Jeg fik overbevist mig selv om, at soveværelset ikke var en mulighed, fordi det er besværligt at få ting og sager derind. Men så slemt er det heller ikke.
Det skal tilsluttes roverens luftsluse, og det bliver en irriterende proces at slæbe ting derind: Tag tingene ind i roveren, tilslut soveværelset til luftslusen fra indersiden, pust den op, bær tingene ind i soveværelset. Jeg vil også blive nødt til at tømme soveværelset for alt værktøj og udstyr, så jeg kan folde det sammen, hver gang jeg skal ud på en EVA.
Så ja, det bliver fandme en pind i røven, men det eneste, det koster mig, er tid. Og på den front har jeg rent faktisk masser at give af. Jeg har treogfyrre sole endnu før Hermes flyver forbi. Når jeg ser på proceduren, som NASA har udtænkt til modifikationerne, kan jeg bruge MAV’en som arbejdsplads.
NASAs galninge vil have mig til at udføre alle tænkelige overgreb på MAV’en, men jeg behøver dog ikke at åbne skroget før til sidst. Det første jeg skal gøre, er at komme af med en masse rod, så som stole, kontrolpaneler og den slags. Når det er væk, er der en masse plads, jeg kan bruge til at arbejde i.
Men i dag gjorde jeg ikke noget ved den snart-molestrerede MAV. I dag handlede det kun om systemtjek. Nu da jeg igen er i kontakt med NASA, må jeg også vende tilbage til de hundrede procent idiotsikrede løsninger. Sært nok har NASA ikke den store fidus til min rå lappeløsning til roveren eller mit system med ophobning af alting i traileren. De fik mig til at køre fuldt systemtjek på hver eneste enkeltstående komponent.
Tingene fungerer stadig fint, selvom de er ved at være slidt godt ned. Regulatoren og oxygenatoren er ikke længere optimalt effektive (for at sige det mildt), og traileren lækker lidt luft på daglig basis. Ikke nok til at forårsage problemer, men forseglingen er ikke intakt. NASA har det ret stramt med det, men vi har ingen alternativer.
Derefter fik de mig til at gennemføre fuld diagnostik på MAV’en. Den er i lang bedre stand. Alting er skinnende, uberørt og perfekt fungerende. Jeg havde næsten glemt, hvordan ny hardware ser ud.
Synd, at jeg bliver nødt til at splitte det hele ad.
”Du slog Watney ihjel,” sagde Lewis.
”Øv, ja,” sagde Martinez og gloede ærgerligt på skærmen. Ordene ”Kollision med terræn,” blinkede anklagende.
”Det var også en grim finte, jeg lavede med ham,” sagde Johanssen. ”Jeg gav ham en funktionsfejl på højdemålingen og fik Motor Tre til at gå ud for tidligt. Det er en dræberkombi.”
”Burde ikke være endt med mislykket mission,” sagde Martinez. ”Jeg skulle have set den fejlmåling. Den var langt fra normalen.”
”Træk bare vejret,” sagde Lewis. ”Det er derfor, vi tester.”
”Javel, kaptajn,” sagde Martinez. Han rynkede panden og fortsatte med at stirre på skærmen.
Lewis ventede på, at han fik rystet forskrækkelsen af sig. Da det ikke skete, lagde hun en hånd på hans skulder.
”Du skal ikke være for hård ved dig selv,” sagde hun. ”De gav dig kun to dages træning med fjernstyring af opsendelse. Det skulle kun kunne ske, hvis vi afblæste missionen allerede før landing; et red-hvad-reddes-kan scenarie, hvor vi skulle sende MAV’en op for at fungere som en satellit. Det var ikke direkte relateret til missionen, så de pressede dig ikke på den del. Nu da Mark Watneys liv afhænger af det, har du tre uger til at få rettet op på det, og jeg er ikke i tvivl om, at du kan klare det.”
”Javel, kaptajn,” sagde Martinez og løsnede op for det bistre ansigtsudtryk.
Johanssen nulstillede simulationen. ”Noget særligt, du gerne vil prøve?”
”Overrask mig,” sagde Martinez.
Lewis forlod kontrolrummet og bevægede sig frem til reaktoren. I takt med at hun steg ”op” ad stigen til skibets centrale del, faldt centripetalkraftens påvirkning til nul. Vogel så op fra en computerkonsol. ”Er der noget, kaptajn?”
”Hvordan har motorerne det?” spurgte hun og greb fat i et håndtag monteret i væggen, for at holde sig stabil i det langsomt roterende rum.
”Alting fungerer acceptabelt,” sagde Vogel. ”Lige nu foretager jeg diagnostik på reaktoren. Jeg går ud fra, at Johanssen har travlt med at opsendelsestræningen. Måske jeg bare udfører dette tjek for hende.”
”God ide,” sagde Lewis. ”Og hvordan med vores kurs?”
”Alt vel,” sagde Vogel. ”Ingen tilpasninger er nødvendige. Vi er stadig på kurs til planlagt møde, med en margin på fire meter.”
”Hold mig underrettet, hvis noget ændrer sig.”
”Ja, kaptajn.”
Lewis svævede over til den modsatte side af skibets kerne og tog den anden stige ud. Tyngdekraften tog fat i hende i takt med, at hun bevægede sig ”nedad”. Hun fortsatte frem til klargøringsrummet ved Luftsluse 2.
Beck holdt en rulle metaltråd i den ene hånd og et par arbejdshandsker i den anden. ”Hej, kaptajn. Hvad så?”
”Jeg vil gerne høre din plan for at få Mark sikkert i havn.”
”Det er let nok, hvis mødet går, som det skal,” sagde Beck. ”Jeg er lige blevet færdig med at sætte alle vores disponible tøjringsliner sammen til én lang line. Den er tohundrede og fjorten meter lang. Med MMU’en fastspændt på ryggen, får jeg let ved at bevæge mig omkring. Jeg kan uden nogen risiko nå op på omkring ti meter i sekundet. Øger jeg hastigheden, risikerer jeg at sprænge linen, hvis jeg ikke når at standse i tide.”
”Og når du så er fremme hos Mark, hvor stor en relativ fart kan du håndtere?”
”Jeg kan let gribe MAV’en ved fem meter per sekund. Ti meter per sekund vil være som at springe på et kørende tog. Højere hastighed end det, indebærer en risiko for at jeg misser.”
”Det vil sige, at medregnet MMU’ens hastighed, skal vi have skibet til at bevæge sig tyve meter per sekund eller derunder i forhold til hans hastighed.”