”Godt,” sagde hun. ”Beck, hvad med dig?”
”Alt er klart,” kaptajn,” sagde Beck. ”Tøjringslinerne er knyttet sammen og rullet op i Luftsluse 2. Min dragt og MMU er klargjort og i orden.”
”Okay, slagplanen er ret indlysende,” sagde Lewis. Hun greb ud efter et håndtag i væggen for at standse den lille drift, hun havde oparbejdet. ”Martinez flyver MAV’en, Johanssen er systemoperatør på opstigningen. Beck og Vogel, jeg vil have jer ude i Luftsluse 2 med yderdøren åben, før MAV’en overhovedet begynder at lette. I kommer til at vente i tooghalvtreds minutter, men jeg vil ikke risikere noget som helst teknisk bøvl med luftslusen eller jeres dragter. Når vi er fremme ved mødestedet, bliver det Becks opgave at få fat i Watney.”
”Han kan godt risikere, at være i en slem forfatning, når jeg får fat i ham,” sagde Beck. ”MAV’en er skrællet til benet og den når op på tolv g under opstigning. Han kan meget vel være bevidstløs, måske med indre blødninger.”
”Så er det godt, du er læge,” sagde Lewis. ”Vogel, hvis alt går efter planen, trækker du Beck og Watney tilbage ombord med linen. Hvis tingene går skævt, er du Becks backup.”
”Ja,” sagde Vogel.
”Jeg ville ønske, der var mere, vi kunne gøre lige nu,” sagde Lewis. ”Men indtil videre, kan vi kun vente. Jeres arbejdsskemaer er slettet. Alle videnskabelige eksperimenter er suspenderede. Sov, hvis I kan, dobbelttjek jeres udstyr, hvis I ikke kan.”
”Vi skal nok få fat I ham, kaptajn,” sagde Martinez, idet de andre svævede ud. ”Om fireogtyve timer har vi Mark Watney hos os her i dette rum.”
”Lad os håbe det, major,” sagde Lewis.
”Afsluttende kontrol for denne vagt er fuldført,” sagde Mitch i sit headset. ”Tidtager.”
”Go, Flight Control” sagde tidtageren.
”Tid indtil MAV-opsendelse?”
”Seksten timer, ni minutter, fyrre sekunder … markerer vagtskifte.”
”Noteret. Alle stationer: Flyveleders vagtskifte.” Han tog sit headset af og gned øjnene.
Brendan Hutch tog imod headset’et og satte det på. ”Alle stationer, Flyveleder er nu Brendan Hutch.”
”Ring til mig, hvis der sker noget,” sagde Mitch. ”Hvis ikke, ses vi i morgen.”
”Se at få noget søvn, boss,” sagde Brendan.
Venkat så til fra observationskabinen. ”Hvorfor spørge tidtageren?” mumlede han. ”Der er et enormt missions-ur på den centrale skærm.”
”Han er nervøs,” sagde Annie. ”Det er sjældent set, men sådan opfører Mitch Henderson sig, når han er nervøs. Han dobbelt- og trippeltjekker alt.”
”Fair nok,” sagde Venkat.
”De har for resten slået lejr ude på plænen, ” sagde Annie. ”Reportere fra hele verden. Vores presselokaler kan ikke rumme dem.”
”Medierne elsker et drama.” Han sukkede. ”I morgen er det overstået, på den ene eller anden måde.”
”Hvad er vores rolle i alt dette?” spurgte Annie. ”Hvis noget går galt, hvad kan Mission Control så gøre?”
”Intet,” sagde Venkat. ”Vi er ikke til nogen som helst nytte.”
”Intet?”
”Det hele sker tolv lysminutter væk herfra. Det betyder, at det vil tage fireogtyve minutter for dem at få svar på ethvert spørgsmål, de måtte stille. Hele opsendelsesprocessen er kun tolv minutter lang. De er på egen hånd.”
”Vi er altså fuldstændig hjælpeløse?”
”Ja,” sagde Venkat. ”Surt, ikke?”
LOG NOTAT: SOL 549
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke er ved at skide i bukserne. Om fire timer skal en gigantisk eksplosion sende mig flyvende ud i kredsløb om Mars. Det har jeg gjort et par gange før, men aldrig med en nødrigget rodebunke som denne.
Lige nu sidder jeg i MAV’en. Jeg har dragten på, fordi der er et stort hul fortil i skibet, hvor vinduet og en del af skroget plejede at være. Jeg ”afventer opsendelses-instrukser.” Faktisk afventer jeg bare opsendelse. Jeg har faktisk ikke selv noget med det at gøre. Jeg skal bare sidde i accelerationssædet og håbe det bedste.
I aftes spiste jeg min sidste måltidspakke. Det var det første ordentlige måltid, jeg har fået i ugevis. Jeg efterlader enogfyrre kartofler på Mars. Så tæt kom jeg på at sulte.
Jeg har omhyggeligt samlet prøver under min rejse. Men jeg kan ikke tage nogen af dem med mig. Jeg har derfor lagt dem i en beholder få hundrede meter herfra. Måske sender de en gang en sonde hertil for at samle dem op. Så kan man lige så godt gøre dem let tilgængelige.
Det er så det. Der er intet herefter. Der findes end ikke en afbrydelsesprocedure. Hvorfor skulle man udarbejde sådan en? Vi kan ikke udsætte opsendelsen. Hermes kan ikke standse og vente. Uanset hvad, så fyrer vi den af ved planlagt tid.
Jeg står overfor det meget realistiske udfald, at jeg måske dør i dag. Ikke nogen rar tanke.
Det ville ikke være så slemt, hvis MAV’en eksploderede. Jeg ville end ikke vide, hvad der skete, men hvis jeg ikke når frem til mødet, vil jeg bare svæve rundt i rummet, indtil jeg ikke har mere luft tilbage. Jeg har en nødplan til den situation. Jeg sænker oxygenniveauet til nul og indånder ren nitrogen, indtil jeg bliver kvalt. Det ville ikke føles så slemt. Lungerne har ikke evnen til at mærke manglen på oxygen. Jeg bliver bare træt, falder i søvn og dør.
Jeg kan stadig ikke fatte, at det var så det. Jeg flyver virkelig væk. Denne iskolde ørken har været mit hjem i halvandet år. Jeg fandt ud af, hvordan man overlever for en tid, og jeg vænnede mig til, hvordan tingene fungerer. Min skrækindjagende kamp for at holde mig i live, blev på en eller anden måde til rutine. Stå op om morgenen, spise morgenmad, passe mine afgrøder, reparere ødelagt udstyr, spise frokost, besvare e-mail, se TV, spise aftensmad, gå i seng. En moderne landmands liv.
Så blev jeg langturschauffør og tog den store tur ud i verden. Og til sidst, bygningsarbejder, der ombyggede et rumskib på måder, ingen nogensinde havde overvejet før nu. Jeg har bedrevet lidt af hvert, for jeg er den eneste her, som kan gøre det.
Det er alt sammen slut. Jeg har ikke flere opgaver at løse. Ikke flere naturkræfter at overvinde. Jeg har spist min sidste Mars-kartoffel. Jeg har sovet i roveren for sidste gang. Jeg har sat mine sidste fodspor i det støvfine, røde sand. Jeg forlader Mars i dag, på den ene eller anden måde.
Fandme også på tide.
Kapitel 26
De samlede sig.
Overalt på Jorden, samlede de sig.
På Trafalgar Square og Tiananmen Square og Times Square stirrede de på kæmpemæssige transmissionsskærme. På kontorer stimlede de sammen omkring computerskærme. På barer holdt de tavse øje med TV’et i hjørnet. I hjemmene sad de åndeløst i deres sofaer og lod blikket hænge ved historien, der udspillede sig.
I Chicago knugede et midaldrende par hinandens hænder, mens de så på. Manden havde varsomt lagt en arm omkring sin hustru, mens hun stille rokkede frem og tilbage i ren og skær rædsel. Repræsentanten fra NASA forstyrrede dem ikke, men stod klar til at besvare ethvert spørgsmål, hvis de bad om det.
”Brændstoftryk grøn,” lød Johanssens stemme fra en milliard tv-apparater. ”Motorjustering perfekt. Kommunikation fem af fem. Vi er klar til preflight checkliste, kaptajn.”
”Modtaget.” Lewis’ stemme. ”CAPCOM.”
”Go,” svarede Johanssen.
”Guidance.”
”Go,” sagde Johanssen igen.
”Remote Command.”
”Go,” sagde Martinez.
”Pilot.”
”Go,” sagde Watney fra MAV’en.
En stille jubel brusede gennem folkemængderne verden over.
Mitch sad ved sin station i Mission Control. Controllerne overvågede alting og var parate til at hjælpe på enhver mulig måde, men kommunikationsforsinkelsen mellem Hermes og Jorden gjorde dem magtesløse i alt andet end blot at se til.