”Hastighed ved opsamling bliver elleve meter per sekund …” begyndte hun.
”Det kan jeg godt arbejde med,” sagde Beck over radioen.
”Distance ved møde og opsamling bliver — ” Johanssen tav brat og stønnede. Så fortsatte hun rystet: ”Vi er otteogtres kilometer fra hinanden.” Hun begravede sit ansigt i hænderne.
”Sagde hun otteogtres kilometer!?” udbrød Beck. ”Kilometer!?”
”Satan i helvede,” hviskede Martinez.
”Tag jer sammen,” sagde Lewis. ”Løs problemet. Martinez, er der noget brændstof tilbage i MAV’en?”
”Negativ, kaptajn,” svarede Martinez. ”De smed OMS-systemet ud for at lette vægt ved opsendelse.”
”Så må vi komme til ham. Johanssen, tid for mødet?”
”Niogtredive minutter, tolv sekunder,” sagde Johanssen, der gjorde sit bedste for at kvæle en skælven i stemmen.
”Vogel,” fortsatte Lewis, ”hvor langt kan vi afbøje kursen på niogtredive minutter med ion-motorer?”
”Måske fem kilometer,” sendte han tilbage.
”Det er ikke nok,” sagde Lewis. ”Martinez, hvad nu, hvis vi lader alle stabiliseringssystemets raketdyser pege i samme retning?”
”Afhænger af, hvor meget brændstof, vi vil gemme til stabiliseringsmanøvrerne på hjemturen.”
”Hvor meget skal du bruge der?”
”Jeg vil kunne klare den med omkring tyve procent af, hvad der er tilbage.”
”Godt, og hvis du brugte de andre firs procent —”
”Tjekker,” sagde Martinez og startede udregningerne på en hastighedsforandring på sin skærm.: ”Vi ville få en delta-v på enogtredive meter per sekund.”
”Johanssen,” sagde Lewis. ”Giv mig udregningen.”
”På niogtredive minutter vil vi afvige …,” Johanssen tastede hastigt, ”med tooghalvfjerds kilometer.”
”Nu ligner det noget,” sagde Lewis. ”Hvor meget brændstof —”
”Det kræver femoghalvfjerds og en halv procent af resterende stabiliseringsbrændstof,” sagde Johanssen. ”Det vil give os zero-distance til mødepunkt.”
”Sæt i gang,” sagde Lewis.
”Javel, kaptajn,” sagde Martinez.
”Vent lidt,” lød det fra Johanssen. ”Det får mødepunktets afstand ned på zero, mens opsamlingshastigheden vil være på toogfyrre meter per sekund.”
”Så har vi niogtredive minutter til at finde ud af, hvordan vi sænker farten,” sagde Lewis. ”Martinez, brænd så jetkraft af.”
”Javel,” sagde Martinez.
”Så for satan,” sagde Annie til Venkat. ”Der skete pludselig en hel masse på meget kort tid. Forklar!”
Venkat anstrengte sig for at høre audiostrømmen for den hektiske summen i VIP-observationslogen. Gennem glasset så han Mitch kaste hænderne i vejret af ren og skær frustration.
”Opsendelsen kørte helt af sporet,” sagde Venkat med blikket rettet mod skærmene bag Mitch. ”Distancen til mødepunktet ville blive alt for stor, så de bruger stabiliseringssystemets raketdyser som ekstra kraft til at formindske afstanden.”
”Hvad gør et stabiliseringssystem?”
”Det roterer skibet med hjælperaketterne, som ikke er beregnet til fremdrift. Hermes har ingen hurtige accelerations-motorer. Kun langsomme, stabile ion-motorer.”
”Jamen så … er problemet vel løst?” lød det håbefuldt fra Annie.
”Nej,” sagde Venkat. ”De skal nok nå ham, men mødet vil ske med en hastighed på toogfyrre meter per sekund.”
”Hvor hurtigt er det?” spurgte Annie.
”Omkring halvfems kilometer i timen,” sagde Venkat. ”Der er ikke en chance i helvede for, at Beck kan nå at gribe Watney i den fart.”
”Kan de så ikke bruge hjælperaketterne til at sænke farten?”
”De har været nødt til at oparbejde meget høj hastighed for at tilbagelægge den alt for store afstand i tide. De har brugt alt det brændstof, de kunne undvære for at komme op i den fart. Men nu har de ikke nok brændstof til at sænke farten med,” sagde Venkat med rynket pande.
”Men hvad kan de så stille op?”
”Jeg ved det ikke,” sagde han. ”Og hvis jeg vidste det, kunne jeg ikke nå at fortælle dem det i tide.”
”Åh, fuck,” sagde Annie.
”Det må du nok sige,” lød det fra Venkat.
”Watney,” sagde Lewis. ”Modtager du? … Watney?” gentog hun.
”Kaptajn,” lød Becks stemme over radioen. ”Han har en EVA-dragt på, ikke?”
”Jo.”
”Den burde have en bio-monitor,” sagde Beck. ”Og den burde sende information. Det vil ikke være et stærkt signal, for den er kun designet til at fjerne sig et par hundrede meter til roveren eller Hab’et. Men vi har en chance for at opfange det.”
”Johanssen,” sagde Lewis.
”Jeg er på opgaven,” sagde Johanssen. ”Jeg må lige slå frekvenserne op i tech-specifikationerne. Lige et sekund.”
”Martinez,” fortsatte Lewis. ”Nogen ide om, hvordan vi sænker farten?”
Han rystede på hovedet. ”Slet ingen, kaptajn. Vi flyver alt for helvedes hurtigt.”
”Vogel?”
”Ion-drevet er simpelthen ikke stærkt nok,” svarede Vogel.
”Der må være en løsning,” sagde Lewis. ”Der må være noget, vi kan gøre. Hvad som helst.”
”Jeg har data fra hans bio-monitor,” sagde Johanssen. ”Puls otteoghalvtreds, blodtryk otteoghalvfems over enogtres.”
”Det er ikke så slemt,” sagde Beck. ”Lavere end jeg synes om, men han har levet i Mars’ atmosfære i atten måneder, så det er forventeligt.”
”Tid til mødepunkt?” forhørte Lewis sig.
”Toogtredive minutter,” svarede Johanssen.
Velsignet bevidstløshed blev tåget bevidsthed, der klarede op til skarp realitetsopfattelse. Watney åbnede øjnene, hvorefter ansigtet fortrak sig over smerten i hans bryst.
Der var ikke meget tilbage af lærredet. Lasede strimler viftede langs kanten af hullet, det engang dækkede. Dette gav Watney en uhindret udsigt til Mars fra sin orbitale position. Den røde planets kraterhærgede overflade strakte sig nærmest i det uendelige med sin tynde atmosfære liggende som en kant af let tåge. Kun atten mennesker i historien havde personligt set dette syn.
”Fuck dig,” sagde han til planeten dernede.
Han bevægede sin arm for at række frem mod sin radio, men det endte i en smertetrækning. Han prøvede igen, denne gang mere forsigtigt, og fik aktiveret sin forbindelse. ”MAV til Hermes.”
”Watney!?” lød svaret.
”Bekræftet. Er det dig, kaptajn,” sagde Watney.
”Bekræftet. Hvad er din status?”
”Jeg er på et skib uden kontrolpanel,” sagde han. ”Det er alt, hvad jeg kan sige om den sag.”
”Hvordan har du det?”
”Ondt i brystet. Tror jeg har brækket et ribben. Hvordan med jer?”
”Vi arbejder på at få fat i dig,” sagde Lewis. ”Der opstod en komplikation under opsendelse.”
”Jeps,” sagde Watney og kiggede ud gennem hullet i skibet. ”Lærredet holdt ikke. Jeg tror, det flænsede tidligt i opsendelsen.”
”Det stemmer med vores egne observationer under opsendelsen.”
”Hvor alvorligt er det, kaptajn?” spurgte han.
”Det lykkedes os at korrigere afstand til mødepunkt med hjælperaketterne i Hermes’ stabiliseringssystem. Nu er der bare et problem med opsamlingshastigheden.”
”Hvor stort et problem?”
”Toogfyrre meter per sekund”
”Hold da kæft.”
”Hey, han er i det mindst okay for nu,” sagde Martinez.
”Beck,” sagde Lewis, ”jeg er ved at indstille mig på din måde at tænke på. Hvor hurtigt kan du bevæge dig uden line?”