”Så er vi dem, der er smuttet,” sagde Beck og satte fra på sædet mod åbningen.
De to mænd svævede gennem MAV-kabinen mod åbningen. Beck rakte sin arm ud og skubbede fra på kanten, idet de svævede igennem.
”Vel ude,” meldte Beck.
”Fem sekunder,” sagdde Vogel.
”Relativ hastighed til Hermes: Tolv meter per sekund,” sagde Johanssen.
”Skyder fremad,” sagde Beck og aktiverede sin MMU.
De to accelererede mod Hermes i nogle få sekunder. Så begyndte MMU-knapperne på Becks kontroldisplay at lyse rødt.
”Så er det ikke mere brændstof,” sagde Beck. ”Hastighed?”
”Fem meter per sekund,” svarede Johanssen.
”Stand by,” sagde Vogel. Under hele proceduren havde han firet line ud af luftslusen. Nu greb han fast i den stadig svindende ende af linen med begge hænder. Han låste ikke sit greb i den, da det ville trække ham ud af luftslusen. Han lukkede ganske enkelt hænderne over linen for at skabe friktion.
Hermes trak nu Beck og Watney med sig, kun holdt under kontrol af Vogels varsomme hold om linen. Hvis Vogel tog for hårdt fat, ville rykket flå linen ud af Becks låseclip. Hvis han holdt for løst, ville de løbe tør for line, før de var oppe på samme hastighed, hvilket ville medføre at linen ville blive flået af Becks spænde.
Det lykkedes Vogel at finde balancen. Efter nogle sekunders anspændt, intuitiv håndtering af linen, mærkede han modstanden mindskes.
”Hastighed nul!” rapporterede Johanssen begejstret.
”Træk dem ind, Vogel,” sagde Lewis.
”Modtaget,” sagde Vogel. Tag for tag trak han langsomt sine besætningskammerater frem til luftslusen. Efter nogle sekunder ophørte han aktivt at trække og samlede blot linen op i takt med at den svævede mod ham.
De svævede ind i luftslusen, hvor Vogels tog fat i dem. Beck og Watney rakte begge ud efter grebene på væggen, mens Vogel bevægede sig rundt om dem og lukkede yderdøren.
”Ombord!” meldte Beck.
”Yderdør i Luftsluse 2 lukket,” sagde Vogel.
”Sådan!” råbte Martinez.
”Modtaget,” sagde Lewis.
Lewis’ stemme gav genlyd over hele verden: ”Houston, dette er Hermes direkte. Vi er seks besætningsmedlemmer sikkert ombord.”
Kontrolrummet eksploderede i bifald. Jublende sprang Flight Controls teknikere op, omfavnede hinanden og græd. Den samme scene udspillede sig overalt i verden, i parker, barer, forsamlingshuse, dagligstuer, klasselokaler og kontorer.
Parret i Chicago klamrede sig til hinanden af ren og skær lettelse, og trak repræsentanten fra NASA med ind i et gruppekram.
Mitch fjernede langsomt sit headset og vendte sig for at se over mod VIP-rummet. Gennem glasset så han adskillige velklædte kvinder og mænd i dyre dragter og jakkesæt juble hæmningsløst. Han så på Venkat og udstødte et dybt lettelsens suk.
Venkat gemte sit ansigt i hænderne og hviskede: ”Jeg takker guderne,”
Teddy fandt en blå folder frem fra sin mappe og rejste sig. ”Annie savner mig sikkert i presselokalet.”
”Så fik du trods alt ikke brug for den røde folder i dag,” sagde Venkat.
”Hvis jeg skal være ærlig forberedte jeg ikke nogen.” Så tilføjede han på vej ud: ”Det klarede du godt, Venkat. Se så at få dem hjem.”
LOG NOTAT: MISSIONSDAG 687
Tallet ”687” hylede mig ud af den i et kort øjeblik. På Hermes regner vi tiden i missionsdage. Selvom det er Sol 549 nede på Mars, er det Missionsdag 687 heroppe. Og ved I hvad? Det er ligegyldigt, hvad tiden er på Mars, for jeg er der ikke!
Åh, gud. Jeg er virkelig ikke længere på Mars. Jeg kan mærke det, for her er ingen tyngdekraft og der er andre mennesker omkring mig. Jeg er stadig ved at tilpasse mig.
Hvis det her var en film, ville alle have samlet sig i luftslusen, klaskende high fives til højre og venstre. Men sådan foregik det ikke.
Jeg brækkede to ribben under MAV-opstigningen. Det gjorde ondt hele vejen, men det blev først virkelig smertefuldt, da Vogel begyndte at trække os ind i luftslusen med linen. Da jeg ikke ville distrahere de folk, der var i fuld gang med at redde mit liv, slukkede jeg for min mikrofon og skreg som en tøs.
Det er sandt, hvad de siger. Ingen kan høre dig skrige som en tøs i rummet.
Da de havde fået mig ind i Luftsluse 2, åbnede de den indre dør, hvorefter jeg endelig var ombord igen. Hermes var stadig i vacuo, så vi behøvede ikke at køre luftslusens cyklus igennem.
Beck gav mig besked på forblive ubevægelig, mens han begyndte at skubbe mig ned ad gangen mod sin arbejdsafdeling (der også fungerer som skibets ”sygeafdeling” om nødvendigt).
Vogel bevægede sig i den anden retning og lukkede VAL’ens yderdør.
Da Beck og jeg kom til hans afdeling, ventede vi først på, at skibet fik genskabt normalt tryk. Hermes havde tilstrækkeligt overskudsluft til at kunne fylde sig selv to gange mere om nødvendigt. Det ville være et ret elendigt langdistance-rumfartøj, hvis det ikke kunne genskabe tryk efter tryktab.
Da Johanssen gav os signal om, at alt var i orden, bad strikse dr. Beck mig om at vente, mens han selv tog sin dragt af, hvorefter han hjalp mig med at få min af. Da han trak hjelmen af mig, bredte der sig et chokeret udtryk i hans ansigt. Første troede jeg, at jeg havde fået et grimt sår i hovedet, men det viste sig at være lugten.
Det er et stykke tid siden, jeg vaskede mig … nogle steder.
Så var det tid til røntgen og brystbandager, mens resten af besætningen gennemgik skibet for skader.
Dernæst fulgte (smertefulde) high fives, hvorefter folk trak sig så langt tilbage fra min stank som muligt. Vi fik nogle få minutters genforening, før Beck puffede alle ud. Han gav mig en røvfuld smertestillende og bad mig gå i bad, så snart medicinen begyndte at virke.
Nu tænker jeg på alle de mennesker, der har stået sammen om at redde mit sølle liv, og jeg kan dårligt begribe det. Mine besætningskammerater ofrede et år af deres liv på at komme tilbage efter mig. En hel hær af folk hos NASA har arbejdet dag og nat for at opfinde modifikationer til både roverne og MAV’en. Hele JPL overskrev alle grænser for at lave en sonde, der sprængtes i stumper og stykker ved opstigningen. Og så, i stedet for at give op, lavede de endnu en sonde for at sende nye forsyninger ud til Hermes. Kinas Nationale Rumadministration opgav et projekt, de havde arbejdet på i årevis, blot for at kunne bidrage med en booster.
Omkostningerne der er gået til min overlevelse må ligge oppe på adskillige hundrede millioner dollars. Alt det for at redde én nørdet botaniker. Hvorfor gøre sig alt det besvær?
”Ja, okay. Jeg kender godt svaret. En del af det handler om, hvad jeg repræsenterer: fremskridt, videnskab og den interplanetariske fremtid, vi har drømt om i århundreder. Men dybest set gjorde de det, fordi det er grundfæstet i den menneskelige natur at hjælpe hinanden i nød. Af og til føles det måske ikke sådan, men det er sandt.
Hvis en vandrer farer vild i bjergene, vil folk koordinere en eftersøgning. Hvis et tog forulykker, samles folk for at give blod. Hvis et jordskælv jævner en by med jorden, vil mennesker over hele verden sende nødforsyninger. Dette er så fundamentalt menneskeligt, at det findes i hver kultur uden undtagelse. Og ja, der vil altid være dumme svin, som er skideligeglade, men de er et forsvindende mindretal i forhold til folk, der ikke er det. Derfor har jeg haft milliarder af mennesker på min side.
Temmelig sejt, ikke?
Lige nu gør det helvedes ondt i mine ribben, mit syn er stadig sløret af accelerationssyge, jeg er virkelig sulten, det vil vare 211 dage mere før jeg er tilbage på Jorden, og det lader til, at jeg hørmer som et par sure sokker, der er blevet overskidt af et stinkdyr.