Med lidt mere snor fra Johanssens tøj, hængte jeg den anden ende af slangen op i toppen af Hab’ets kuppel med to forskudte snore (for at holde dem på pæn afstand af slangens munding). Nu havde jeg en lille skorsten. Slangen var omkring en centimeter i diameter. Forhåbentlig en passende stor åbning.
Hydrogenet bliver varmt efter reaktionen, og det vil søge opad. Jeg vil lade det stige op i skorstenen, og dernæst brænde det af i takt med, at det kommer ud.
Her måtte jeg til at opfinde ild.
NASA har gjort sig store anstrengelser for at intet herinde kan brænde. Alting er lavet af metal eller ikke-brændbar plastic, og alle uniformer er af syntetisk materiale. Jeg havde brug for noget, der kunne fænge, en slags vågeblus. Jeg har ikke ekspertisen til at fastholde en tilstrækkelig H2-tilførsel og at holde en flamme i live, uden samtidig at få mig selv slået ihjel. Det er for smal en margin.
Efter at have gennemsøgt alle de andres personlige sager (Hey, hvis de vil have deres ting for sig selv, skulle de ikke have efterladt mig på Mars med dem), fandt jeg løsningen.
Martinez er en god katolik. Det vidste jeg godt. Hvad jeg ikke vidste var, at han havde medbragt et lille trækors. Jeg er sikker på, at NASA piskede en stemning op omkring det, men jeg ved også, at den slags skider Martinez på.
Jeg flåede hans hellige, religiøse symbol i stykker med en bidetang og en skruetrækker. Hvis der findes en Gud, så forstår han nok situationen og tilgiver.
Hvis ødelæggelsen af det eneste religiøse symbol, jeg har, gør mig til et let offer for vampyrerne på Mars, må jeg bare tage det, som det kommer.
Jeg manglede ikke ledninger og batterier til at fremkalde gnister, men man kan ikke bare antænde træ med en lille, elektrisk gnist. Jeg måtte skære strimler af bark af de lokale palmetræer, finde et par pinde og begynde at gnide dem mod hinanden for at skabe friktion nok til at …
Nej, vel. Jeg ventilerede ren ilt over en pind og fik en gnist frem. Den fængede som en tændstik.
Med hjælp af min minifakkel startede jeg et langsomt flow af hydrazin. Det hvislede ned over iridiumskålen og forsvandt. Inden længe havde jeg korte flammeudbrud spruttende fra skorstenen.
Hovedsagen var, at jeg holdt øje med temperaturen. Nedbrydning af hydrazin giver en ekstremt exotermisk reaktion. Derfor gjorde jeg det gradvist, mens jeg holdt øje med udskriften på termokobleren, som jeg havde forbundet med iridiumkammeret.
Det, jeg vil sige er, at det fungerede.
Hver hydrazintank rummer lidt over 50 liter, hvilket skulle være nok til at fremstille 100 liter vand. Jeg er begrænset af min oxygenproduktion, men nu kører det for mig, så jeg er villig til at bruge halvdelen af mit lager. For at sige det kort, jeg holder inde når tanken er halvtom, hvorefter jeg ender med at have 50 liter vand!
LOG NOTAT: SOL 34
Okay, det tog virkelig lang tid. Jeg har været i gang med hydrazinen hele natten. Men nu er arbejdet gjort.
Jeg kunne have gjort det hurtigere, men jeg valgte at prioritere omhu, når jeg satte ild til raketbrændstof i et lukket rum.
For hulen, det føles som at være i en tropisk jungle, skal jeg jeg hilse at sige.
Her er næsten 30 grader varmt, og fugtigt som bare helvede. Jeg har lige sluppet en megarøvfuld varme samt 50 liter vand ud i luften.
Under processen har det stakkels Hab måtte tage sig af det rod, jeg har lavet. Det har erstattet al den ilt, jeg har brugt, og vandindvinderen har kæmpet for at bringe luftfugtigheden ned på nogenlunde normalt niveau. Der er ikke noget at stille op med varmen. Der findes faktisk ingen aircondition i Hab’et. Mars er kold. Nødvendigheden af at dæmpe en forhøjet temperatur, var ikke ligefrem på listen over mulige scenarier for os.
Jeg har vænnet mig til lyden af hylende alarmer på alle tidspunkter. Brandalarmen er endelig standset, så nu er der ikke brand længere. Alarmen ved lavt iltniveau burde snart standse. Alarm ved for højt fugtighedsniveau vil blive ved et stykke tid endnu. Vandindvinderen får virkelig sin sag for i dag.
Et kort øjeblik hørte jeg en anden alarm. Vandindvinderens tank var fuld. Badabing! Den slags problemer vil jeg gerne have flere af!
Kan I huske rumdragten jeg maltrakterede i går? Jeg hængte den på knagen og gik i fast rutefart mellem den og vandindvinderen med den ene spand vand efter den anden. Dragten kan holde en atmosfærisk luft ude. Den burde kunne klare nogle få spande vand.
Manner, hvor er jeg træt. Har været oppe hele natten og må have noget søvn. Jeg går i seng som en gladere mand, end jeg har været siden Sol 6.
Tingene går langt om længe i den rigtige retning. Faktisk går det fantastisk! Jeg har en chance for at overleve, når det kommer til stykket.
LOG NOTAT: SOL 37
Jeg er på skideren, og jeg dør helt sikkert!
Okay, tag det roligt. Jeg er sikker på, at jeg kan løse problemet.
Jeg skriver mine notater til jer, kære fremtidige Mars-arkæologer, fra rover 2. I undrer jer nok over, at jeg ikke er i Hab’et lige nu. Det er fordi, jeg flygtede i rædsel. Nu ved jeg ærligt talt ikke rigtig, hvad fanden jeg skal gøre.
Jeg må hellere forklare, hvad der skete. Hvis dette bliver mit sidste notat, får I trods alt at vide, hvorfor.
I de sidste par dage har jeg ubekymret lavet vand. Jeg har surfet igennem processen uden problemer (Fik i den? ”surfet”?).
Jeg skruede endda op for kompressoren i MAV’ens brændstofprocessor. Det var ret teknisk (jeg øgede pumpens spænding). Herefter gik det meget hurtigere med at lave vand.
Efter min første produktion af 50 liter, besluttede jeg mig for at tage den med ro og nøjes med at lave det i takt med, at jeg får O2. Jeg er ikke villig til at gå under en 25 liters reserve. Når jeg begynder at dykke under min grænseværdi, holder jeg op med at fifle med hydrazin, indtil jeg får O2-niveauet et stykke over 25 liter.
Vigtig bemærkning: Når jeg siger, jeg lavede 50 liter vand, er det en antagelse. Jeg indvandt ikke 50 liter vand. Det ekstra læs jord, jeg fyldte Hab’et med, var ekstremt tørt og sugede grådigt en hel del fugtighed ud af luften. Det er netop formålet med vandet, så det bekymrede mig ikke, og jeg blev da heller ikke overrasket, da vandindvinderen ikke kom i nærheden af 50 liter.
Jeg får 10 liter CO2 hver femtende time, nu da jeg har fået sat ekstra gang i pumpen. Jeg gennemførte processen fire gange. Matematikken fortæller mig, at, medregnet min første 50-liters produktion, burde jeg have tilført 130 liter vand i systemet.
Min matematik passede ingen steder.
Jeg fik 70 liter i vandindvinderen og rumdragt-vandtanken. Der var masser af kondens på væggene og kuppelloftet, og jorden sluger så sandelig sin andel. Men det forklarer ikke de 60 liter manglende vand. Der var noget galt.
Det var her, jeg lagde mærke til den anden O2-tank.
Hab’et har to reserve O2-tanke. Af sikkerhedsmæssige årsager er de placeret på hver side af konstruktionen. Hab’et vælger til hver en tid selv, hvilken der bruges. Det viser sig, at atmosfæren er blevet suppleret fra Tank 1. Men når jeg sluser O2 ind i systemet (gennem oxygenatoren), leder Hab’et det ligeligt ud til begge tanke. Tank 2 har stille og roligt ophobet oxygen.
Det er ikke noget problem. Hab’et gør bare, hvad det skal. Men det betyder ikke desto mindre, at jeg har samlet O2 over tid. Hvilket betyder, at jeg ikke konsumerer det så hurtigt, som jeg troede.
Min første tanke var: ”Sådan! Mere oxygen! Nu kan jeg lave vand endnu hurtigere!” Men så slog en virkelig ubehagelig tanke ned i mig.
Følg min logik: Jeg ophober O2. Men mængden, jeg henter ind udefra, er konstant. Den eneste måde, jeg kan ophobe det, er ved at bruge mindre, end jeg troede. Jeg har arbejdet med hydrazinreaktion med den forudsætning, at jeg brugte alt op.